Findes der alternative behandlingsmuligheder for neglesvamp- jeg opholder mig i udlandet?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har været hos lægen, som sagde at det var neglesvamp i storetåneglen og i lilletåneglen, og så sagde han til mig, at jeg skulle prøve med atamon. Det har jeg gjort i et halvt år nu og det virker ikke.

Jeg er i øjeblikket i udlandet, og har derfor ikke lige mulighed for at komme hjem til lægen, men jeg vil da gerne have det ordnet, da jeg er godt traet af det.

Er der noget jeg kan gøre for i det mindste at sikre mig, at det ikke breder sig, indtil jeg kommer hjem og kan få en recept?

Jeg har en veninde der bruger lamisil-tabletter, men de er vist ret dyre, ikke? Og receptpligtige....!?

Hilsen O

Svar:

Kære O

Du spørger om alternative behandlingsmuligheder for neglesvamp, da du opholder dig i udlandet.

Svamp i tånegle behandles som hovedregel med tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter dissee tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin).

I de fleste tilfælde af neglesvamp gælder det, at den medicinske neglelak som eneste behandling ikke er tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle – desværre. Dette skyldes formentlig, at svampeinfektionen er lokaliseret ved neglens underside eller ved neglelejet, hvor det kan være vanskeligt for neglelakken at trænge ned.

Alle de ovenfor nævnte præparater er receptpligtige i Danmark. Jeg nævner alligevel behandlingsmulighederne, da de også er tilgængelige i udlandet – og i flere lande som håndkøbspræparater. Måske du kan blive undersøgt og behandlet for din neglesvamp i det land, hvor du opholder dig?

Muligvis kan du have nogen effekt af at behandle som man gjorde ”i gamle dage”, nemlig at fjerne neglen eller det neglevæv, der ser sygt ud, eventuelt ved hjælp fra en fodterapeut, og efterfølgende dagligt indsmøre den underliggende hud med en svampedræbende creme (flere fås i håndkøb i Danmark). Muligvis kan det hindre, at infektionen breder sig yderligere. Det kræver ihærdighed.

Til sidst vil jeg blot nævne, at det er vigtigt du får stillet diagnosen neglesvamp på korrekt vis – nemlig ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.

Sidst opdateret: 29.06.2004