OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Han irriterer mig så meget, at jeg har lyst til at slå ham - hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 27. Jeg er kørt fast i et forhold, som jeg ikke synes fører nogen vegne. Jeg har det sådan, at når jeg ser min mand har jeg lyst til at slå ham (jeg er ikke voldelig - det er bare en trang jeg føler), så meget irriterer han mig bare ved at være her.

Det har selvfølgelig ikke været sådan altid, men efter vi har fået børn, er det kørt helt af sporet. Han tager ikke tingene af sig selv - jeg skal altid bede ham om at skifte den lille, vaske deres fingre, dække bord osv. Jeg kører tit sur i det og får et hysterisk anfald, hvorefter han i 14 dage hjælper til, og derefter kører det på samme måde, indtil jeg får et nyt anfald. Jeg har forsøgt at sætte ham ned og snakke tingene igennem og fortælle, hvad jeg forventer, men det hænger kun ved i kort tid. Jeg har meget lyst til at gå fra ham, men jeg ved, at jeg ikke kan tilbyde børnene de goder, de har i dag, og det betyder meget for mig, at de har det så godt så muligt.

Jeg må indrømme, at det er den eneste grund til jeg stadig er sammen med ham - havde der ikke været børn var jeg gået forlængst. Jeg finder mig selv som værende sur det meste af tiden, og jeg gider ikke hører hvad han fortæller mig.

Sex er en by i Rusland. Jeg vil gerne ha' det - bare IKKE med ham (jeg har det heller ikke med andre).

Jeg har virkelig brug for et godt råd - jeg føler mig så fanget og fuld af afmagt.

Svar:

Du skriver, at du er sur det meste af tiden og ikke gider høre på det, din mand fortæller dig. Du har også "hysteriske" anfald, og du har lyst til at slå, når du ser ham. Du har også lyst til at gå fra ham, men synes ikke, at du kan byde børnene en lavere levestandard.

Jeg tror, at du udmærket godt ved, hvad du skal gøre nu. Din opførsel over for din mand er et kraftigt vink med en vognstang, om at han skal blive så træt af dig og din adfærd, så han forlanger separation. Hvordan mon han har det? Du må være umulig at leve sammen med, hvis det forholder sig, som du skriver. Min umiddelbare reaktion er, at din mand må have det ganske forfærdeligt sammen med dig, og at ingen af Jer kan være tjent med sådan et liv og sådan et dårligt ægteskab. Det gælder sandelig også børnene. Jeg mener, at et barn har bedre af at leve sammen med en glad mor og en glad far fremfor to sure voksne.

Du skal såmænd ikke være bange for, at børnene vil klage over en forringet levestandard, det er slet ikke det, børn klager over. Nej de bliver kede af det, når mor er sur og træt og måske græder og far ikke siger noget, men går rundt med tavs og sammenbidt mine. De tror mindsandten sommetider, at det er deres skyld, når de voksne har det dårligt.

Du har talt med din mand om det hele, siger du, og får ham, ved at blive rasende, til at deltage i de hjemlige pligter, men det er åbenbart kun en kort periode, at han så, antagelig af frygt for dine"anfald", bliver huslig. Du kan gøre flere ting. Du kan gå til egen læge og bede om navnet på en ægteskabsterapeut eller psykolog og så henvende dig der. DU kan bede din mand om at flytte væk i 2 måneder, hvor han har kontakt med børnene, men ikke med dig - kun for praktiske bemærkninger - eller du kan gå til amtet og få en ansøgning om separation. Når den er bevilliget går der ½ år, så kan I blive skilt, hvis I er enige. Efter et år kan enhver af Jer blive skilt, men du har og din mand og børnene har et langt liv foran Jer, og det er ikke meningen, at nogen skal have det sådan, som du beskriver det. Livet skal gerne være en glæde, og det kan det ikke være for nogen i Jeres familie.

Med venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 04.07.2000