OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Vi har en datter på 10 mdr. og min mand elsker mig ikke mere - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Det er lidt svært at få begyndt på problemet - eller problemerne.

Jeg tror det startede da vi fik vores datter. Hun er nu 10 måneder. Den første tid er man selvfølgelig træt og overvældet af forældrerollen, men jeg synes vi faldt ind i rollerne efterhånden.

Da hun var godt 4 måneder begyndte min mand at trække sig længere og længere væk fra mig. Han begyndte ikke en uopfordret snak om dagen på hans arbejde når han kom hjem. Vores sexliv gik i stå og de små kærtegn ebbede ligesom ud.

Vi har prøvet (gentagne gange) at snakke om hvad det er der sker. Han siger at han ikke kan finde sin gamle følelse for mig frem, men at han holder utrolig meget af mig. Det gør ondt at høre, jeg elsker ham meget højt, og har svært ved at se et liv i øjnene uden ham ved min side. Mit selvværd bliver mindre og mindre. Hvad har jeg gjort siden han ikke føler for mig mere? Er jeg grim efter fødslen, siden han ikke har lyst til mig mere.

Hver gang ender det med at vi bliver enige om at give det lidt tid, så han kan finde ud af hvad han vil - eller ikke vil. Det er et stort skridt at opløse et ægteskab, især når der er et lille barn involveret. Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg har altid forsvoret at jeg ikke ville bringe et lille barn i den situation. Jeg hader mig selv for det, hun kan selvfølgelig også mærke når der er noget galt.

Jeg har foreslået at vi skulle prøve noget rådgivning eller parterapi, men han vil ikke. Han mener ikke at det kan gøre noget for hans følelser.

Sådan ender det hver gang vi snakker: vi vender tilbage til vores gamle mønster, og så eksploderer jeg en gang hver 3. måned, når jeg ikke kan holde ud, ikke at blive rørt ved og elsket i den forstand. I den mellemliggende tid virker han glad og tilfreds. Han er utrolig god sammen med vores datter, og der er ingen tvivl om at han elsker hende højt.

Jeg har en mistanke om at det er "tabet" af hans frihed, som den så ud før vores datter, der har givet udslaget til dette. Han er meget aktiv med en masse fritidsinteresser og en stor vennekreds. Nu er der altså ikke helt tid til det samme, og det kræver lidt planlægning. Hvis jeg spørger ham direkte, benægter han at det har en sammenhæng, men siger at han faktisk savner det.

Hvad gør jeg? Jeg synes han sidder med alle kortene på hånden, mens jeg bare kan afvente hvad der skal ske med mig og den lille. Det er en stor belastning psykisk, men samtidig vil jeg ikke presse ham til en hurtig afgørelse - hvad så hvis han går fra os??

Mvh. Tvillingen.

Svar:

Jeg synes det er meget svært for Jer. Nu skulle I jo netop til at være en familie og så trækker din mand sig væk fra dig. Der er kommet en ubalance ind i Jeres forhold, hvor du elsker ham mere end han elsker dig. Du skriver, at I gentagne gange har snakket om, hvad der er sket, men mon din mand siger tingene rent ud. Du er inde på at han måske synes du er blevet grim efter fødslen, men det er 10 måneder siden, så din krop er antagelig faldet på plads. I modsat fald må du i gang med motionen og grøntsagerne. Men det faldt mig også ind, at din mand måske har været med ved fødslen, og at han er blevet så chokeret, at han ikke kan glemme synet af dig, da du lå og fødte. Dette er svært for ham at fortælle dig, da han er bange for at såre dig. Der er nogle mænd, som synes, at fødsler er skræmmende og ulækre, men de skammer sig ved at sige det, da de er klar over, at det er et umodent træk.

I bor i Rødovre så det ville ikke være uoverkommeligt for Jer, at komme i parterapi hos en af os her i Københavnsområdet, så prøv igen at foreslå ham det. Det ville være meget synd for Jer at gå fra hinanden nu, på den anden side kan hverken du eller han leve resten af livet på vågeblus. Den lille pige har krav på to glade forældre, og selvom hun er så lille, kan hun allerede nu pr. intuition mærke, at I ikke er lykkelige. En glad far og en glad mor er bedre end to sure forældre. Du skriver til sidst, at din mand måske har mistet sin "frihed", og at det er det, der er i vejen. Som far og voksen mister man sin frihed og skal være ansvarlig, når man har sat et barn i verden. Men man har fået noget meget større, nemlig et levende væsen, som er afhængig af en i mange år.

Du skriver, at han er en god far og elsker Jeres datter meget højt, samtidig mener du, at han sidder med alle kortene på hånden og du bare kan afvente, hvad der skal ske med dig og den lille. Du tager helt fejl. Du sidder med magten, da det er dig, der vil få forældremyndigheden, hvis I bliver skilt. Han har ikke en chance med mindre der er noget alvorligt i vejen med dig, hvad jeg ikke tror efter at have læst dit fornuftige brev.

Måske vil han tænke sig mere om, hvis du forklarer ham, at hans rettigheder i forhold til den lille er minimale dels fordi det er en pige, men også fordi hun er så lille med sine 10 måneder. Jeg skriver sådan til dig, så du kan tale med din rnand i udramatiske vendinger om dette. Selvfølgelig kan det ikke ændre hans følelser for dig, men få ham til at tænke over, hvad han kan miste, hvis I går fra hinanden.

Venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 04.07.2000