OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min kommende mand bliver en helt anden når vi besøger hans familie.

Spørgsmål:

Hej Karen

Min kæreste og jeg har været sammen i godt 4 år. Vi har en datter på 2 og venter barn igen til januar. Vi har altid haft det godt sammen, men i en længere periode, godt 1 år nu, har vi haft svært ved at kommunikere.

Det er efterhånden så lang tid nu, at jeg er desperat for at få et råd til, hvordan vi kan få det bedre med hinanden.

Vi kommer fra meget forskellige familier. Jeg er vant til i min familie, at vi taler om følelser og tanker og er åben over for hinanden. En meget social familie, hvor det betyder noget vi er sammen. Men min kærestes familie er lige modsat. De taler sjældent med hinanden. De bor i den anden ende af landet, så vi ser dem ikke så tit. Men når vi endelig besøger dem, efter f.eks 5 mdr, har de intet og tale om. De taler om vejret og om tilbud i supermarkedet. Det virker unaturligt og overfladisk, og det ligger så fjernt fra det jeg kender. F.eks er det naturligt for mig at man giver hinanden et knus. Men det kender de slet ikke, og de virker nærmest skækslagen når jeg vil give dem (hans forældre) et knus. Og det smitter af på ham, for når vi besøger hans familie, vil han ikke omfavne mig, eller generalt vise(altså fysisk) han er glad for mig.

Jeg tager det personligt og alle vores besøg resultere i flere ugers skænderier efter vi er kommet hjem. Han mener det er mig der er unormal.

Hvis vi har noget vi skal drøfte, som f.eks økonomi eller opdragelse omkring vores datter eller andre praktiske ting, kan jeg ikke få et ord ud af ham, og han beder mig om at ordne det. Jeg føler det som et kæmpe pres. Vi har begge fuldtidsarbejde, og jeg føler han overlader alt til mig. Han kan virke meget indelukket til tider, og han forholder sig passiv. Men dette her er kun periodevis. Vi har det ellers godt sammen, vi laver mange ting sammen med vores datter og han udtrykker tit sin glæde over at han har mig og vores datter og vores ufødte barn. Men jeg føler lidt mangel på respekt og forståelse overfor mine ønsker og behov.

Jeg glæder mig aldrig til vi skal besøge hans forældre. Han er en helt anden og bliver først "sig selv" igen, nogen tid efter hjemkomst.

Vi skal giftes inden jeg nedkommer, men glæden over det er ikke den, som jeg ville ønske det var. Det der generer mig mest er, det ikke altid har været sådan her, men det sidste årstid er vi gledet fra hinanden, og kan ikke altid mødes på midten.

Hvodan får jeg ham til at deltage i vores diskutioner/samtaler??

Jeg føler jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg håber du kan bruge ovenstående til at hjælpe mig/os på rette spor.

Mange hilsner

Mette

Svar:

Kære Mette.

Først undskyld, at du har måttet vente ekstra længe på mit svar, men min computer fik virus. Nu er den klar. Det er synd for Jer, at I ikke netop nu, hvor du venter barn nr. 2 er glade

og lykkelige for hinanden. Du har åbenbart fundet en kæreste, som har en helt anden familiebaggrund end du har. Det kan du ikke ændre ved. Det er da godt, at I ikke bor dør om dør.

Du er nødt til at finde ud af, hvordan du skal være, når I besøger dem og indrette dig efter deres familiemønster, hvor de er lukkede og ikke ønsker knuser og kys. Det nytter ikke at bebrejde din kæreste, at han forandrer sig, når I besøger

hans familie. Der er mange voksne mennsker, som opfører sig som små drenge og små piger overfor deres forældre. De falder ind i deres gamle roller og føler sig trygge på den måde.

Det virker som om du og din kæreste er vokset fra hinanden, som du skriver, men kvinder forandrer sig og bliver mere modne, når de får deres første barn. Mon din kæreste er bange for dig eller føler sig underlegen overfor dig. Han er måske bange for at miste dig og så tier han hellere stille og overlader

alle beslutninger til dig. Den, der ingenting gør, gør heller ikke nogen fejl. Men hvad med hans forhold til Jeres datter? Du skriver ikke noget om det og det er vigtigt for hende, at hun kan have en far, som kan være et forbillede for hende. Sådan som far er, - der er den første mand i hendes liv - sådan

oplever hun, at mænd er. De er tavse og tilbagetrukne. Mor bestemmer og ordner verden. Vi bærer på vores forældre inde i os hele livet og deres måde at være på er basen, som vi senere handler udfra, indtil vi som voksne træffer andre valg for vores liv. Jeg synes du skal vise din kæreste dit brev til mig og mit svar og, at I skal henvende Jer til Jeres læge og bede om at få nogle samtaler om Jeres forhold inden I gifter Jer og får det nye barn.

Venlig hilsen

Karen Zimsen.

Sidst opdateret: 24.08.2001