OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg er hans mor!

Spørgsmål:

Det er den typiske problemstilling - Jeg er en kvinde på 26, der har nået alderen hvor overvejelserne omkring børn og familie for alvor presser på. Jeg er så heldig at have mødt en fyr på 23 (nu) for 5 år siden, som jeg blev vanvittigt forelsket i.

Der er sket en del ting i mit liv siden, og jeg har fået noget mere styr på tilværelsen og på, hvad jeg egentlig forventer af livet, end jeg havde dengang. Han derimod, synes at stå stille. For et år siden var jeg tæt på at afslutte forholdet, fordi jeg følte at jeg var vokset fra ham, men han kvitterede med at foreslå at flytte ind hos mig...

Man må da sige, at der kom en udvikling langt om længe. Problemet nu er, at jeg føler, at jeg er hans mor eller husholderske. Jeg er ene om alt det hjemlige uden undtagelse. Og det er egentlig okay, da det er mig der har bedst tid. Men tankerne om mig selv alene med tøjvask, opvask, rengøring (Karriere!), og et barn på hver arm i en ikke alt for fjern fremtid, nager mig frygteligt.

Det er vigtigt for mig, hvis jeg skal have børn med en mand, at vi kan dele ansvaret og være sammen om tingene. Min kæreste er vel nærmest arbejdsnarkoman (1o-12 timer/dag incl. weekender). Han lægger ikke skjul på, at han forventer at kunne fortsætte med dette. Vi kan jo rejse når børnene er flyttet hjemmefra (citat).

En anden foruroligende ting er at jeg for nyligt var på en 3 mdrs. rejse alene stort set uden at savne ham. Er det naturligt hvis man elsker sin kæreste?

Sex har jeg for tiden kun lyst til ca. 1 gang om måneden.

Jeg respekterer ham og holder meget af ham. Af og til elsker jeg ham. Han er trods alt den der kender mig bedst, og det er rart at kunne være sig selv. Vores forhold er kendetegnet af humor og varme, men måske ikke så meget dybde?

Jeg har været i tvivl i mere end et år. Og det må snart slutte.. Hvordan finder jeg ud af, om jeg skal blive sammen med ham og føde hans børn eller kaste mig ud i friheden? (og ensomheden?). Han er meget glad for mig, og det sidste jeg ønsker i verden er at såre ham. Og jeg har stadig mange varme følelser for ham. Har jeg bare fået kolde fødder?

Hvis vi i bund og grund stiller nogle forventninger til hinanden som ingen af os kan leve op til, er det så ikke bedre at trække stikket ud, så længe besværet kun går på, hvem der skal have sofaen?

Den dybt, dybt forvirrede.

Svar:

Kære "dybt, dybt forvirrede"

Tak for dit velformulerede brev, og jeg har gode nyheder til dig, fordi du faktisk selv, måske uden at vide det, giver svaret på dit sidste spørgsmål - "er det ikke bedre at trække stikket ud?" Mit svar er, at det mener jeg også, du skal af følgende grunde: Du er nået til en erkendelse af, at du er et sted i livet, hvor du føler dig parat til at stifte familie og få børn. Du lever i et forhold med en mand, som selv har valgt at flytte ind til dig, og som derefter overlader ansvaret for jeres fælles husholdning totalt til dig. Det kan måske gå, så længe I ikke har børn - og heldigvis at I ikke har fået det. Dine forventninger til et familieliv er, at parterne i fællesskab tager ansvar, men din kæreste prioriterer helt tydeligt sin karriere. Det er bekvemt for ham, at du tager dig af det andet, men hvis I får børn, vil du blive virkelig frustreret over at stå alene med ansvaret, hvilket de eventuelle børn heller ikke kan være tjent med.

Det virker på mig, som om det, der holder dig i forholdet, er dit behov for tryghed og angsten for at være alene.

Jeg mener, at du skal se den angst i øjnene, fordi du på den måde kan blive mere klog på dig selv og dine egne behov. Det vil være godt for dig at finde ud af, hvad du virkelig kan lide at lave, og hvilke mennesker du trives med og i stedet for at lade dig vælge af en anden, en passiv måde, være aktiv og selv vælge, hvem du vil være sammen med og have indflydelse på, hvordan rollerne i et parforhold ønskes af dig.

Du er bange for at såre ham ved at afslutte forholdet, men som det er nu, gør du vold på dig selv, og jeg har svært ved at få øje på, hvilken glæde du har af at blive i forholdet.

Du fortæller ikke noget om fælles interesser, venner osv., men derimod at du ikke føler lyst til sex. Jeg skønner ikke, at et sådant forhold et bæredygtigt i længden og slet ikke basis for at etablere et familieliv med alt, hvad det fører med sig i form af nye krav.

Måske kan I bevare de gode følelser, der er imellem jer, og måske kan I med tiden udvikle et godt venskabsforhold, hvor du kan lade ham tage initiativ til at invitere dig ud til en middag!

For du ønsker jo ikke at være hans mor, men du ønsker en ligeværdig partner, så jeg håber for dig, at du følger din egen indre følelse af, at dette forhold må afsluttes.

Kærlig hilsen fra

Birgitte Winkel

Sidst opdateret: 16.05.2002