OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg er ikke i stand til at være tæt på min kæreste

Spørgsmål:

Kære Birgitte

Jeg har boet sammen med min kæreste de sidst fem år. De sidste 1½ år har vi ikke haft sex med hinanden, fordi jeg simpelthen ikke er i stand til at have hende tæt på mig. Det føles som en fysisk barriere jeg ikke kan komme ud over. Når jeg så er alene og sidder og tænker på, hvad det er jeg vil, så når jeg altid frem til den samme konklusion, at jeg aldrig vil kunne være sammen med en pige, som jeg holder mere af end hende, jeg er sammen med. Om jeg elsker hende, kan jeg næsten ikke svare på, da jeg føler mit hjerte fuldstændigt isoleret og beskyttet mod alt udefra kommende.

I mit tidligere forhold, som varede to år, skete det samme efter det første år. Jeg var ikke i stand til at være tæt på hende, og det gik i stykker efter en meget hård tid. Så var det i sidste uge, at min nuværende kæreste kom hen til mig med en artikel fra Alt For Damerne. I den stod der beskrevet om et fænomen som hed nærhedsangst - da jeg havde læst artiklen, sad jeg med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen. Der stod, at det oftest rammer mennesker som følelsesmæssigt er blevet svigtet i en tidlig alder. Nu ved jeg ikke, hvor meget jeg skal skrive, men jeg kan i hvertfald fortælle, at jeg som helt lille blev bortadopteret af min mor - hun bortadopterede mig til hendes mor og far, dvs. min biologiske mormor og morfar. Der er jeg opvokset og har altid haft det godt og også altid vist, at det forholdt sig sådan. Jeg har aldrig vist, hvem min far var, da min mor kun kendte ham, før jeg blev født. For cirka fem år siden fik jeg mig så endelig taget sammen til at spørge min mor, hvem min far var, og hun fortalte mig, hvad han hed. Derefter skulle der gå tre år mere, før jeg fik mig taget sammen til at skrive til ham. Jeg fik aldrig svar, så for tre måneder siden ringede jeg til ham og fik at vide, at han sandelig ikke er min biologiske far, det har han rettens ord for!

Nå men det er en sidebemærkning. Kan du hitte hoved og hale i alt det, jeg nu har skrevet? Mit spørgsmål er naturligvis, hvad skal jeg gøre efter din mening? Jeg har ikke et ønske om at forlade min kæreste, men på den anden side har jeg heller ikke nogle rigtigt dybe følelser for hende, i hvertfald ikke noget jeg kan mærke.

På forhånd tak

Karsten

Svar:

Kære Karsten.

Det var da godt, at du ved at læse artiklen blev klar over, at du lider af 'nærhedsangst', for når du er klar over det, er det nemmere for dig at finde vejen frem. Du har oplevet som helt lille at blive følelsesmæssigt svigtet, og det er derfor vigtigt for dig, at du som voksen genopretter din tillid til, at du godt kan få et nært følelsesmæssigt forhold, hvor du kan regne med et andet menneske.

Det lyder for mig, som om du kan regne med din kæreste, idet jeres forhold har holdt i fem år, og da du holder så meget af hende, mener jeg bestemt, at du skal arbejde på at få et nærmere forhold til din kæreste. Jeg går ud fra, at hun kender til din situation, således at I sammen kan planlægge, hvordan

I kan komme nærmere hinanden. Dette sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men I kan begynde med at aftale, at I et par gange om ugen er sammen uden sex, men

langsomt lærer hinandens kroppe at kende gennem blid massage og berøring på steder, som du kan acceptere. Det handler om at du bliver tryg ved, at din kæreste godt kan røre dig nogle steder, i begyndelsen har I begge tøj på. Det kan der gå nogle måneder med, og når du føler dig parat, kan I røre ved

hinanden uden tøj men stadig uden sex. Det er vigtigt, at du lytter til dine egne fornemmelser ved at blive rørt ved, og også at du lærer din kærestes krop at kende. Måske skal I spille noget musik imens, som I begge to godt kan lide og sørge for, at I kan være uforstyrrede i gode omgivelser. Du skal ikke føle dig presset til at have sex med din kæreste, så måske skal der gå mange måneder på denne måde, men I skal hver eneste uge give jer tid til at give hinanden fysisk omsorg. Det kunne også være en god ting for jer at gå ture på smukke steder, hvor I begge bruger alle jeres sanser til at opleve naturen og kontakten mellem jer, hvor I kan tale om det, I oplever. Desuden at nyde måltider sammen, hvor I giver jer tid og ro til at sanse og smage god mad, således at I opnår en varm og positiv stemning imellem jer. Når I har forsøgt dette igennem lang tid, sker der forhåbentlig en udvikling i din følelse af tillid, og jeg håber, at din kæreste kan have tålmodighed med dig.

Hvis dette ikke lykkes, skal du nok opsøge en god psykoterapeut, der kan hjælpe dig gennem dit tidlige trauma, således at du kan forsone dig med det tidlige svigt og lægge det bag dig. Det er fortid og skal ikke ødelægge dit liv fremover.

Husk at leve i Nu'et og vær opmærksom på dine og din kærestes ønsker og behov. Og det er helt legalt at sige fra og også være alene, når det er det, du har mest lyst til. Du kunne måske føre dagbog over, hvordan du oplever din kontakt med dig selv og med din kæreste.

Held og lykke med det!

Kærlig hilsen fra Birgitte

Sidst opdateret: 04.10.2002