OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg føler mig utilstrækkelig fordi min kæreste ser porno

Spørgsmål:

Min veninde og jeg har diskuteret mænds forhold til porno. Det viser sig, at min venindes partner ser en del porno på internettet og det har såret hende volsomt. Hun har konfronteret ham med det og fortalt ham, at det får hende tilat føle sig utilstrækkelig som partner. At hun når de elsker får forestillinger om, hvis han ønsker en bestemt "stilling", at det jo nok er noget han har set på nettet? Hun prøvede at vende situationen og spørge ham hvad han ville sige til, hvis hun sad og så porno med mænd, men det ville han ikke have noget imod. Hun har så bedt ham ophøre med at se porno, hvilket han invilgede i. Men fornylig så hun tilfældigt, at han havde været inde og se porno på nettet igen. Hun er meget såret over at han brød sit løfte og hende og jeg kom til at drøfte hvad det egentligt er der fascinerer mænd ved porno?? Der er INGEN tvivl om at min venindes partner elsker hende og deres sexliv fejler ikke noget. Men hvad er det så der gør at han har det behov? Har du en mening om det? Vi vil meget gerne høre den.

PÅ forhånd tak.

AAlborg pigerne

Svar:

Kære Aalborgpiger!

Jeg kan nok ikke give jer noget klart svar på, hvorfor mænd tænder mere på porno end kvinder, men blot konstatere, at mænd og kvinder altså er forskellige med hensyn til behov og interesser! Mænd har en nysgerrighed overfor nyt og det er jo givet, at de bliver sexuelt stimuleret af at se på porno, det pirrer dem og sætter gang i fantasierne. Og hvis de har det sådan - så hvorfor tage det fra dem?? Der er jo andre ting, som kvinder går op i, f.eks. Snakke med veninderne om deres partnere, om deres kærlighedsglæder og -sorger, de går op i lækkert tøj, kosmetik m.m., så vi må acceptere, at der en en "mandeverden" og en "kvindeverden" - nogle gange kan det føles, som om vi kommer fra hvert vores univers.

Dette kan vi ikke lave om på, så mit bedste råd er at cceptere, at manden har noget for sig selv, som kvinden ikke har lyst til at tage del i. Når kvinden føler sig såret, skyldes det, at hun tror, at der går noget fra hende - hun bliver jaloux og sammenligner sig med andre kvinder og er bange for, at hun ikke selv er lige så god. Dette er virkelig dumt af kvinden - i stedet skulle hun fokusere på det gode samliv, hun har med sin partner, glæde sig over det og være til stede med netop det, uden tanke for hvad mandens eventuelle fantasier kan være. Hun må lære at sige, hvilke behov hun har i samlivet og bede om det, hun ønsker, ligesom hun selvfølgelig skal undersøge, hvilke behov hendes partner har og give ham det, der ikke krænker hende eller overskrider hendes egne grænser.

Jeg tror ikke det hjælper med forbud, men selvfølgelig kan din veninde sige, at hun ikke bryder sig om den interesse, hendes partner har for porno. Så er det op til ham at afgøre, hvor meget hensyn han vil tage til hende. Hvis I ønsker en dybere forståelse for fænomenet, må I nok henvende jeg til en sexolog.

Kærlig hilsen fra Birgitte

Sidst opdateret: 03.12.2002