OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Vi har et ægteskab, som kun er baseret på venskab.

Spørgsmål:

Hej Birgitte.

Jeg har et stort problem, som jeg håber du kan svare mig på. Jeg har været gift med min mand i 14 år og i alle disse år har han ikke haft lyst til sex. Vi boede sammen i to år inden vi blev gift og da havde vi et sexliv sammen. Dagen efter vi blev gift stoppede det. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg har prøvet masser af gange at tale med ham om det, men han kan ikke se, at det er et problem. Han har det godt nok og jeg ved med sikkerhed, at han ikke laver sidespring. Han går på arbejde og kommer hjem præcist hver dag og fortager sig ingenting uden, at jeg er med. For mig er det et stort problem da jeg altid har været glad for sex på en kærlig måde og nu er jeg begyndt at spekulere på at få en elsker. Jeg kan simpelthen ikke holde den her tilstand ud mere. Vi har et ægteskab som kun er baseret på venskab. Det er også vigtigt, men ikke nok. Kan et menneske, som gifter sig med et andet, virkelig forlange/forvente, at den anden part skal leve i cølibat resten af livet? Jeg synes det er egoistisk og forkert overfor partneren. Jeg vil lige tilføje, at jeg er et glad, optimistisk, humoristisk og forstående menneske. Han kan tale med mig om alting og omvendt det samme. Bare ikke om den ting. Læge eller andere muligheder vil han ikke høre tale om, da han jo lever helt normalt. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil være dig meget taknemmeligt for et hurtigt svar.

Venlig hilsen

A.

Svar:

Kære du.

Nej, jeg synes ikke, at det er rimeligt, at et andet menneske vil forlange, at du lever i cølibat. At udleve sin sexualitet er et dybt menneskeligt behov, som de fleste har - men som din mand åbenbart ikke har, uvist af hvilken grund. For du skriver, at I har forsøgt at tale om det, men du kan ikke få noget at vide. Det kunne lyde, som om din mand fortrænger nogle

følelser, hvilket er synd for jer begge. Har du foreslået ham, at I begge henvender jer til en sexolog? Der er også den mulighed, at du lærer at tilfredsstille dig selv - og det kan du få hjælp til af en sexolog, og på den måde kan du godt føle dig tilfredsstillet. Jeg kender flere, der må klare sig på den måde, og som på alle andre måder kan leve lykkeligt med deres partner.

Hvis du konfronterer din mand med, at du tænker på at finde en elsker, kunne det måske åbne for en samtale om dine og hans behov, og hvordan I kan hjælpe hinanden til at få et tilfredsstillende sexliv. Jeg kender nogle ægtepar i samme situation, hvor den part, der ikke ønsker sex, er tolerant nok til at acceptere, at den anden part dækker sine behov udenfor ægteskabet. Dette kræver selvfølgelig stor tillid til hinanden, og hvis I på andre punkter har et godt venskabeligt forhold og vil hinanden det godt, er det bestemt en mulighed.

Det virker ikke, som om du ønsker en skilsmisse, så jeg går ud fra at I har noget værdifuldt sammen, som er værd at holde på. Jeg mener, at hvis du fortæller din mand, at du ønsker at bevare jeres ægteskab af en række positive grunde, behøver han ikke at opfatte det som en trussel for jeres forhold, at du har en elsker. Men det er væsentligt, at du viser ham i

dagligdagen, at det er ham, du ønsker at dele dit liv med, idet det så vil være nemmere for ham at acceptere dit behov for at få dit sexuelle behov dækket udenfor ægteskabet. Det er jo ikke nogen naturlov, at to parter kan dække alle hinandens behov, og hvis man kan tale om det og acceptere denne

kendsgerning, kan man finde en god balance i forholdet.

Med venlig hilsen fra Birgitte

Sidst opdateret: 03.04.2003