OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg er jaloux på min samlever

Spørgsmål:

Hej Birgitte,

Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem, som fylder meget i min hverdag. Jeg er jalousi på min samlever. Jeg har kendt ham i et år - og jeg elsker ham meget højt - og han elsker også mig, og er god til at vise det i dagligdagen. Vi har et godt og aktivt sexliv - og egentlig burde jeg bare være glad. MEN - efter at vi havde kendt hinanden i et par måneder, begyndte jeg at blive jaloux over de mindste ting.

Jeg har to børn sammen med en anden mand, som jeg var sammen med i 10 år. I det forhold kendte jeg ikke til følelsen jalousi - den kom simpelthen aldrig op i mig. Vores forhold endte med, at han var mig utro et par gange og før det, var han aldeles fraværende i familielivet.

Som sagt, er jeg begyndt at blive jaloux over ting som, at han kigger på andre kvinder på gaden, i blade eller i fjernsynet. Han kommenterer ofte, det han ser (fx. at de ser godt ud). For nyligt opdagede jeg, at han ser på sex på internettet. I mit tidligere forhold vidste jeg, at min kæreste gjorde det - han kiggede på nettet, sendte frække billeder til sine venner pr. mail og så pornofilm - og det snakkede vi åbent om. Jeg var slet ikke jaoloux. Men nu - i mit nye forhold - bryder jeg mig ikke om det. Jeg føler, at jeg ikke er god nok, når han gør det. Jeg bliver ikke bange for at miste ham - eller for at han er utro. Men jeg føler at jeg er grim, kedelig og bliver bare så utrolig ked af det indeni.

Jeg er begyndt at tjekke hvilke sider han kigger på på internettet og tjekker hvad der kommer i fjernsynet om aftenen for at undgå, at vi ser de film, hvor der fx. kunne være nøgne damer med. Jeg har aflyst aftaler med veninder, fordi jeg ikke kunne klare tanken om, at han sad derhjemme og så frække film eller gik på nettet. Det lyder sygeligt - og jeg hader det - jeg ville allerhelst være ligeglad og bare tænke at sådan er mænd nu engang - men jeg bliver bare så ked af det, når det sker. Det er ikke en tanke jeg lige kan skubbe væk - jeg kan gå og være ked af det længe over det.

Kan der være en sammenhæng ifht. at jeg har oplevet utroskab fra min tidligere kæreste? Fra at have været fuldstændig okay med at min tidligere kæreste gjorde sådan - så er jeg i den helt modsatte grøft nu - og det piner mig.

Jeg ville ønske at min kæreste var åben om, at han kigger på de sider på Internettet, men det har han ikke talt med mig om. Og tanken om, at han sidder og nyder de billeder han ser - kan jeg ikke lide. Men man skal jo også have lov at have nogle ting for sig selv, selvom man lever i et fast forhold.

Jeg ved ikke om mit problem er stort nok til at blive taget op her - men for mig ødelægger det mange ting i min hverdag.

Med venlig hilsen

Mig.

Svar:

Kære du.

Ja, det er ikke rart at være plaget af jalousi. Når du ikke før i dit tidligere forhold har haft den samme følelse, kan du tage det som et udtryk for, at dette forhold er meget betydningsfuldt for dig, og at du ønsker at bevare forholdet. Derfor er du på vagt overfor de mindste tegn på, at din kæreste kunne tænke på andre end dig, eller at du ikke er god nok til ham, og jeg finder meget naturligt. Men selvfølgelig må du gøre en indsats for at ændre ved din måde at håndtere din jalousi på, og det er bestemt muligt.

Det handler først og fremmest om, at du skal flytte fokus fra, hvad din kæreste foretager sig, når I ikke er sammen og i stedet for fokusere på dig selv. Hvis du føler dig for kedelig eller ikke er tilfreds med dit udseende, er det jo noget du selv har ansvar for. Se på dig selv i spejlet og find ud af, om du synes du er for tyk eller tynd, om du er tilfreds med din hud og dit hår og så gør en indsats for at ændre det. Du skal nemlig først og fremmest elske dig selv og være tilfreds med dig selv.

Når det er på plads, får du højere selvværd og bliver bedre i stand til at give din kæreste din kærlighed. Hvis du føler dig for kedelig, kan du tænke på, hvordan du personligt kan udvikle dig - skal du gå til noget, du er interesseret, dyrke en hobby, læse noget mere? Tænk også på, hvad der interesserer din kæreste, således at I kan få et fællesskab, som I sammen kan udvikle. Lær at fokusere på alt det, der fungerer godt i jeres forhold, vær taknemmelig for det, og giv plads til, at din kæreste har noget for sig selv, ligesom du selv har det.

Held og lykke med det!

Kærlig hilsen fra

Birgitte,

samlivsterapeut

Sidst opdateret: 19.11.2003