Min kæreste reagerer meget aggressivt, når han bliver stresset.

Spørgsmål:

Hej NetDoktor,

Min kæreste har brug for hjælp til at løse psykiske problemer.

Problemet er, at han i stressede situationer (han er i øjeblikket meget stresset) og under skænderier, reager meget agressivt og voldsomt. Han er slet ikke i stand til at styre det , og i de situationer er det på ingen måde muligt at trænge igennem til ham med nogen form for fornuft. Han har aldrig været direkte fysisk voldelig over for mig, kun en enkelt gang skubbet mig hårdt, men ellers kan han godt have en voldelig adfærd- sparker til ting, smider med dem osv..

Det kan nogen gange virke som om vreden opstår ud af ingenting, og den bliver som oftest rettet mod mig. For det meste er det bagefter blevet glemt eller kort undskyldt, men han er nu brudt sammen over det og ønsker hjælp, måske bl.a. fordi, jeg har gjort ham klart, at jeg ikke længere kan leve med hans opførsel.

Hans ønske om hjælp er dog oprigtigt nok.

Han er frygtelig ked af det (deprimeret) og mener selv han er et forfærdeligt menneske.

Vi har kendt hinanden et år og jeg ønsker at hjælpe ham, fordi han samtidig også er et dejligt menneske, og vi elsker hinanden højt... Spørgsmålet er, hvor kan vi finde hjælp til ham, som han har råd til? Hvilken form for hjælp har han brug for? ...og et lille sidespørgsmål, er jeg den rigtige til at støtte ham? -jeg føler mig stærk psykisk, men har dog selv tidligere haft en depression ...er det rigtigt i forhold til ham, eller er det bedre han får styr på det alene uden min støtte?

Med venlig hilsen

H.

Svar:

Kære du.

Du kan hjælpe din kæreste ved at være støttende og kærlig overfor ham - men han har også brug for professionel hjælp hos en psykiater eller psykolog. Din kæreste har sikkert sine grunde til at være vred - grunde som ikke behøver at have noget med dig at gøre, men da du er den nærmeste, bliver du et offer for hans vrede.

Det skal du selvfølgelig beskytte dig mod og ikke acceptere, så jeg mener at det er helt rigtigt af dig at fortælle ham, at du ikke længere kan leve med det. Det er også en hjælp for ham, at du reagerer og fortæller ham, at du ønsker en forandring. Selv kan du tænke over, hvordan du i øvrigt håndterer andres vrede - at du sætter din klare grænser for, hvad du kan acceptere. Hvordan har du kunnet tackle andre situationer, hvor du har været udsat for andres vrede? Har du lært at sige fra, eller har du undveget og givet efter og måske selv påtaget dig skyld? Dette kan også være en mulighed for dig til at lære noget og måske ændre nogle gamle mønstre. Der er bestemt hjælp at hente for din kæreste, så jeg anbefaler, at han henvender sig til sin læge, hvor han kan få en henvisning til psykiater eller psykolog. Hjælpen hos psykiateren er gratis efter en lægehenvisning. Hvis det skønnes, at din kæreste er i krise - hvilket jeg godt mener, man kan sige - kan han også få et vist antal samtaler med en psykolog uden betaling.

En sidste mulighed er at henvende sig til sagsbehandleren i jeres kommune, idet nogle kommuner også har mulighed for at yde psykologbistand i krisesituationer. Måske du selv skulle deltage i et par samtaler sammen med din kæreste, således at I sammen kan finde ud af, hvordan I kan tackle din kærestes vrede. Du kan jo bestemt også have god gavn af støtte i dette forhold, som du på andre områder er glad for og ønsker at bevare.

Held og lykke -

Med kærlig hilsen fra

Birgitte Winkel,

samlivsterapeut

Sidst opdateret: 17.06.2004