OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min kæreste er kedelig men dejlig - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 25. Jeg føler mig, ærlig talt, lidt fjollet ved at skrive her. Men jeg håber virkelig på et godt råd, så jeg på en eller anden måde kan forbygge problemerne - så er du også fri for at høre fra mig når jeg eventuelt ER blevet skilt engang.

Jeg er som skrevet 25 år og har en dejlig, fræk søn på 9 år. Vi har stort set altid levet alene- altså uden en mand i huset. Det trives jeg fint med (lidt for godt måske). Jeg er nok gået hen og blevet - det man populært kalder et karrieremenneske. Jeg går meget op i mit job, er meget glad for det og har ambitioner i den retning. Derudover har både min søn og jeg sunde fritidsinteresser. Når jeg lukker øjnene og forestiller mig, mit liv i fremtiden er der ikke nogen mand i det ellers pæne billede!

Nu er jeg imidlertid blevet taget ved næsen - jeg tror jo at jeg styrer mit liv helt selv. HAN tog mig pludselig ind i sine store arme og der er jo vildt dejligt at være. HAN er 22 år. Arbejdsmæssigt har han ikke store ambitioner, men han har tjek på tingene. Han har en dejlig lille søn på 4 mdr. Han er den omsorgsfulde, følsomme type, og på en dejlig og behagelig måde, hvor han ikke glemmer sig selv, eller går på kompromis med sig selv. Han er en ganske ukompliceret mand (hvilket jeg ikke er vant til). Og hvor jeg er meget tænksom og dyb (grænsende til navlepilleri) er han generelt meget åbenhjertet og "overfladisk".

Hvad er hendes problem så, tænker du nok.

Mit problem er, at jeg analysere og dissekerer alting. Er det nu rigtig eller forkert? Er vi nu skabt for hinanden eller er der en anden til mig? Skal jeg give mig 100% med risikoen for at jeg bliver gevaldigt skuffet? Jeg er i det hele taget så pessimistisk hvad forhold angår at det kan drive selv supermand til vanvid. Og det vil jeg ikke denne gang! Et malet eksempel er, at jeg ikke vil fotograferes sammen med min kæreste, i frygt for at sidde tilbage med fotografiet - jeg vil helst ikke indvolveres i hans familie/venner. Han skal selvfølglig ind i hele min verden - det er jo noget helt andet!!! Jeg har oplevet det før - jeg gør mænd usikre og jeg bryder mig, mildt sagt, ikke om usikre mænd. Det bider sig selv i halen, kan du got se. Jeg vil helst klare alting selv. Jeg får det fysisk dårligt når andre mennesker prøver at give en hjælpende hånd. Og en mand har selvfølglig også brug for at der er behov for ham. Men hvis ikke jeg selv kan, så hellere undvære. Flere mænd ha!

Der er forsigtigt hentydet til at jeg på et tidspunkt må være blevet brændt gevaldigt af, følelsesmæssigt. Men ak nej, det kan jeg i hvert fald ikke selv se. Jeg er aldrig blevet forladt (så vidt jeg erindre). Men jeg er den der forlader, ofte af kedsomhed, og det giver måske også denne form for modløshed overfor forhold. Jeg er ret god til selv at se problemerne, men mangler nogle redskaber til at komme ud over dette "énmandsland"??

Dette forhold vil jeg give alt for at holde fast ved. Sådan en gulddreng smider jeg ikke på gaden!! Og ja, jeg vil da også gerne have den søde kernefamilie. I hver fald en partner til at dele livets op- og nedture med. Og de fås ikke bedre end min kære. Men hvordan i alverden gør jeg det??

Noget der allerede nager mig i vores forhold er det seksuelle. Min kære mor påstår at så længe den seksuelle del er på plads er der håb?? Og det er den slet ikke for mit vedkommende, ØV! Og jeg er bare SÅ dårlig til at tale om det. Hvor jeg er impulsiv og spontan er han forsigtig og meget "hurtig" mæt. Han er jo tre år yngre og nok ikke halvt så erfaren. Han er let at "skræmme" og synes hurtigt det grænser til det vulgære. Jeg synes bare vores sexliv er gabende kedeligt! Jeg håber at kunne løse lidt op i det lange løb men er det utopi at tro det?

Hvorfor er det så svært at smide mundkurven og tale om problemerne?

I mit hjerte er jeg klar til at give ham alt, men min realistiske sans slår til og siger fra, i skræk for at jeg om 10 år skriver til dig og beklager mig over en ulykkelig skilsmisse.

kender du mon nogle gode "forbyggelses-redskaber"??

Kærlig hilsen

Pernille (alias isdronningen eller omvendt)

Svar:

Du har en dejlig tilværelse med din 9-årige søn og nu er du bange for, at den skal slåes i stykker, fordi du har forelsket dig i en dejlig mand- sådan beskriver du ham for mig, Du er kun 25 år og har et langt liv foran dig. Der kan virkelig ske meget i dit liv og tiden står ikke stille, forholdet til din søn vil også ændres og måske mere end du forestiller dig, når han om 3-4 år går ind i puberteten. Jeg må også henlede din opmærksomhed på, at han skal have en mand at identificere sig med - da han ikke kan bruge dig som forbillede selvom du er selvhjulpen og selvstændig. Han skal have en, der kan vise ham, hvordan man klarer sig i denne verden som mand, og hvordan man kan være "en god far". Selvom du skulle flytte sammen med din kæreste behøver du vel ikke opgive din karriere, eller forestiller du dig, at du skulle gå hjemme og passe den lille dreng på 4 mdr., som du får med i købet?. Er det i virkeligheden det, der skræmmer dig? Du skriver ikke noget om, hvorfor din kæreste er alene-far. Hvad er der gået galt for ham i hans tidligere forhold?

Du skriver, at du vil give alt for at holde fast ved dette forhold, men dine udtalelser er så ambivalente, at jeg sidder og tænker: Elsker hun ham virkeligt, eller ønsker hun blot forandring i sin " tilværelse ". Du synes også, at han er lidt kedelig i sengen, det kan du råde bod på, gå på biblioteket og lån en bog om et morsomt sexliv, og læs den sammen med ham. Men vær lidt varsom, hvis han er genert, så du ikke skræmmer ham væk, da du jo er glad for ham.

Jeg synes du skal fortsætte med at være week-end kæreste med ham et års tid. Tag også på sommerferie sammen, både alene og sammen med begge børn. En telttur med de besværligheder, det afstedkommer er ret god til at afdække, om det er kærlighed, det handler om eller blot en forelskelse. De har i Frankrig nogle luksus campingspladser for forældre og børn, som jeg har ladet mig fortælle er super gode. Du må også igang med at involvere dig med hans familie og venner, da de bliver en del af dit liv, hvis I to skal bo sammen. Jeg tænker også på børnene, at de ikke oplever skuffelser, hvis I går fra hinaden. Så tænk!

Venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 29.09.2000