OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan vil min søn reagere på en skilsmisse?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg er en mand på 45 år, der har kendt mine kone i 23 år, hvoraf vi har været gift de 15 år. Vi har en søn på 9 år, som vi kæmpede i 8 år for at få.

Jeg trives ikke i mit ægteskab og har ikke gjort det længe og overvejer derfor at blive skilt. Ret beset er jeg en plage både for min kone og for mig selv.

Der er en meget lang forhistorie, men det er min søn som giver mig anledning til betænkeligheder mht til at blive skilt.

Han er mit et og alt. Jeg er kun glad når jeg er alene med ham. Han er utrolig god at tale med. Vi forstår hinanden og har den samme form for humor, selvom han kun er 9. Han er enebarn og vi har derfor kunnet give ham mange input og det har da også resulteret i, at han er er særdeles kløgtig dreng uden at være en enspændertype.

Mit problem er, hvordan han vil reagere hvis min kone og jeg skilles. Hvordan vil han tage det. Hvordan vil han reagere. Hvordan vil han se på mig.

Min søn og jeg er meget tæt knyttet. Han savner mig når jeg ikke er hjemme. Græder sig ofte i søvn (siger min kone i hvert fald). Det er da egentlig rart at vide, men i denne situation er det en pine for mig.

Jeg har altid fortalt ham hvor jeg var og hvornår jeg kom hjem igen, så han havde det at forholde sig til.

Jeg har rejst en del og har vænnet mig til ikke altid at være sammen med ham. Det har jeg godt kunne klare, når bare jeg vidste, at han havde det godt.

Derfor tror jeg også godt jeg kan klare ikke at se ham hver dag, hvis vi bliver skilt, selvom det bliver svært.

Mit store spørgsmål er: Kan man på forhånd vurdere, hvordan et barn vil reagere i tilfælde af en skilsmisse? Det er også vigtigt for mig ikke at bo for langt væk fra ham så vi har mulighed for at ses uden for det fastlagte samvær, når han eller jeg ønsker det.

På forhånd tak for svaret.

Hilsen en far.

Svar:

Kære "en far".

Jeg kan forstå på dig, at den eneste grund til, at du endnu ikke er blevet skilt fra din kone, er hensynet til jeres 9-årige søn. Du er bekymret for, hvordan han vil tage det, hvis han får at vide, at hans forældre skal skilles. Det er dejligt at høre, at du har et så nært og godt forhold til din dreng, som du elsker over alt på jorden.

Du skriver også, at du er en plage både for dig selv og for din kone, og at det har været sådan en rum tid. Jeg kan derfor forestille mig, at stemningen i hjemmet ikke er alt for kærlig, og jeg vil derfor mene, at jeres søn mærker dette. Han må være påvirket af det spændte forhold mellem hans forældre, for selv om I måske ikke skændes, mens han hører det, vil han kunne fornemme, hvorledes I har det sammen. Børn har mange antenner ude, når det gælder om at vejre en stemning i hjemmet.

Mit gæt er derfor, at det vil være en lettelse for jeres dreng, at I direkte siger til ham, hvorledes det er fat mellem dig og din kone. Jeg foreslår derfor, at du først tager en snak med din kone om dit ønske om at blive skilt - og at I finder ud af, hvilke konsekvenser dette vil få for jeres søn. I skal tage stilling til følgende spørgsmål: Hvor skal han bo, kan I have fælles forældremyndighed, hvordan med ferier, kan du bo i nærheden, således at det er nemt for jeres dreng at færdes frit mellem jer.

Når I to forældre har disse ting på plads, finder I en rolig stund, hvor I fortæller ham om jeres beslutning. Dette er klart en voksen beslutning, hvor han ikke kan spørges - MEN det er meget vigtigt, at han kan stille alle de spørgsmål, han vil i forbindelse med, hvilke konsekvenser jeres beslutning får for ham. I skal svare så direkte og ærligt som muligt. Det kan betyde meget for ham at få at vide, at I begge elsker ham på samme måde som altid, også efter en skilsmisse, og at jeres beslutning kun handler om jeres indbyrdes forhold. Jeg kender mange børn, der har fået det bedre efter en skilsmisse, fordi forældrene hver især kan give det bedste af sig selv til deres barn, når de ikke er plaget af det spændte forhold til ægtefællen. Men I skal samarbejde om det fælles mål: at jeres søn kan trives og udvikle sig - og det gør I bedst ved åbenhed og gensidig respekt for også den anden parts ret til samvær med sønnen - klare aftaler, der overholdes og ingen negativ omtale af ægtefællen i sønnens påhør.

Jeg ønsker dig held og lykke med disse samtaler, du skal i gang med.

Med venlig hilsen

Birgitte Winkel,

læge og samlivsterapeut

Sidst opdateret: 23.10.2003