OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg har indtil for et par måneder siden løbet mellem syv og ti kilometer om dagen, men blev så nødt til at holde en pause på grund af en overbelastet achillesscene i venstre fod.
Jeg var ret sikker på, at det skyldtes, at mine sko var udslidte og købte derfor nogle nye. Men efter jeg er begyndt at løbe i dem, har jeg fået smerter på indersiden af højre ankel lige under det knoglefremspringet. Det kommer efter 1-2 km og kun, når jeg løber. Det føles som en lodret spænding.
Kan smerten mon skyldes skoene? Jeg har holdt en to-måneders pause, fordi jeg var bange for, at det var en overbelastning, men det kommer med det samme igen.
Dit problem kan sagtens skyldes skoene, hvis du ikke har haft det før du begyndte at bruge dem. Det kunne lyde som om du har brug for et løft på indersiden af dine sko.
Smerter på indersiden kan dog også være et led i andre irritationstilstande i foden, men hvis dette er det eneste problem du har, synes jeg du skal tale med en der har forstand på løbesko. Enten en fysioterapeut eller i en forretning, der koncentrerer sig om salg af løbeudstyr.
Du skal have bedømt stillingen i din fod og have en løbesko der kompenserer for evt. fejlstillinger.
Hvis du løber hver dag, vil det måske være en fordel at have 2 par sko at skifte mellem, men spørg dig frem.
Held og lykke
mvh
Hans Gad Johansen,
speciallæge i ortopædisk kirurgi
Sidst opdateret: 19.02.2004