OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan skal vi komme videre, efter han har været mig utro?

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 27 år, med kæreste og to børn på henholdsvis 3½ og 5 måneder. Mit problem er, at min kæreste i første halvår af 1999, havde et forhold til en anden kvinde. Dette fandt jeg ud af i oktober måned, og månederne derefter har været præget stor sorg. Jeg har altid troet, at det skulle være os for resten af livet, og derfor er hele mit liv bygget op omkring min kæreste og vores børn. Vi har talt meget om forholdet, og hvad følelser der lå i det, men jeg er ikke blevet meget klogere, da han hævder, at han ikke har elsket hende. Han siger, at han ikke havde til hensigt at forlade mig og børnene, men at forholdet kun var en slags "sjov og ballade". Han var 110% sikker på, at jeg aldrig ville få det at vide, fordi de kørte sammen alene til arbejde hver dag. De snakkede sammen i telefonen flere gange om ugen. De var begge enige om, at forholdet skulle slutte til sommerferien (juli måned), hvilket det ifølge ham også gjorde. Han fortsatte imidlertidig med at ringe til hende i sommerferien og et par gange efter sommerferien, før det hørte op.

Efter jeg har fået det at vide (af kvindens mand), har han haft det dårligt med sig selv, og det han har gjort og har lovet, at det aldrig skal ske igen. Det er bare ligesom ikke nok for mig. Jeg føler, at vores fremtid og tildels vores fortid er baseret på en løgn. Jeg føler mig bedraget og trådt på og samtidig er jeg gal på mig selv, fordi jeg ikke havde den ringeste mistanke, og fordi jeg altid har stolet 100% på ham. Han har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at der skulle være en anden, og han har opført sig som han plejer.

Jeg har bestemt at give vores forhold en chance, da jeg elsker ham meget (man kan sige, at hvis jeg ikke vidste om forholdet, havde jeg alt, hvad jeg kunne tænke mig). Mit problem er, at jeg ikke kan komme videre - jeg er kørt fast. Jeg føler ikke glæde ved noget længere. Vi skændes ikke i dagligdagen, og når vi er sammen, har vi det godt, men jeg tænker HELE tiden på det forhold, selvom jeg prøver at skubbe det i baggrunden, men det vil ikke lykkes. I de sidste 3 måneder er der ikke gået en eneste dag uden tårer - hele tiden er jeg ked af det og føler mig aldrig glad uanset, hvad jeg laver. Det slider på os begge to. Jeg kan ikke tilgive det, han har gjort, men hvordan kan jeg lære at leve med det i dagligdagen og komme videre i mit liv?

Svar:

Du har et barn på 5 måneder, så det er naturligt, at du er sårbar og føler dig trådt på. Når man har så små børn kommer man let til at føle sig svigtet, da hele ens liv er optaget af at tage sig af barnet. Dit første barn på 3½ år kræver jo også stadig din fulde opmærksomhed. Men din mand har valgt dig, og det må du tage for gode varer. Hvis han ville svigte dig for den anden, kunne han have gjort det, men det gjorde han ikke.

Du elsker ham meget skriver du, så er du nødt til at sige til dig selv, at når han fortryder og siger, at der ikke er mere med den anden pige, så tror du ham. Du kan ellers ødelægge Jeres forhold, hvis du hele tiden er på vagt og bebrejder ham fejltrinet. Du har alt, hvad du kan tænke dig, skriver du, men jeg vil nu alligevel foreslå dig, at prøve at få lidt luft under vingerne, bare en enkelt eftermiddag. Du kunne bruge din frihed til at løbe en tur eller gå i byen og se på butikker eller snakke med en veninde over en kop kaffe. Du skulle finde et andet menneske, som kan se efter børnene - helst din mor, hvis hun kan, eller din mand. Måske kan du betale dig fra det ved at finde en stor pige, som kunne være hjemme hos jer. Jeg tror du trænger til at se noget andet end børn, så du kan frigøre dig fra den afhængighed, som du lige nu har til din mand.

Hvis du bliver ved med at være så ked af det, at du græder hver dag, så må du gå til din læge og evt. få en henvisning til en psykolog, for så kan det være, at du har en lille fødselsdepression. Jeg tror nu ikke, at du er deprimeret, men bare ked af det, og det hænger sammen med din situatuation lige nu, hvor du har født for 5½ måned siden og antagelig stadigvæk ammer. Din mand og dine børn skal meget gerne have en glad pige, så du må gøre noget ved det nu. Gør noget for dig selv, som du har lyst til.

Med venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 11.09.2000