OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg var min mand utro da han var i Bosnien - nu vil han ikke have mig!

Spørgsmål:

Jeg trænger til at få lettet mit hjerte til en "ekspert". Min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 3½ år. Sammen har vi en lille datter på snart 3 måneder. Vores seksualliv har ikke rigtig fungeret siden jeg fødte, og måske har det aldrig fungeret som det skulle. Han har altid haft mere lyst til sex end jeg.

I 1996 tog han til Bosnien som soldat. Jeg var utrolig ked af at han tog af sted, men jeg kunne jo ikke ændre det på nogen måde.

Igennem et par måneder havde jeg flirtet lidt med en anden. Ikke andet end "søde" ord og blikke, men nok til at mit "begær" blev vakt. Vi var sammen 1 gang mens min kæreste var væk. Jeg fik ikke noget som helst ud af det, da det viste sig at han rent faktisk kun havde det hele i munden.

Det er 2½ år siden, og det har redet mig som en mare. Jeg har tit tænkt på at fortælle ham det, men jeg kendte hans syn på "utroskab" - han ville forlade mig med det samme.

Men nu i onsdags besluttede jeg at lægge alle kort på bordet og fortælle ham hvad der var sket. Hans reaktion kom helt bag på mig, for han tog det forbavsende roligt. Det han blev ved med at sige var "Hvorfor gjorde du det...???" Vi fik en lang snak den aften og holdt hinanden i hånden. Han sagde at han ikke troede han kunne leve med det.

Torsdag morgen forløb nogenlunde som det plejede. Vi spiste morgenmad sammen og han gik en tur med vores datter. Men da han kom tilbage havde han besluttet at tage hjem til sin mor. Jeg sagde ingenting, og han ringede til sin bror som straks kom og hentede ham. Jeg tog hjem til mine forældre med vores datter.

Det viste sig dog at de var kørt til Langeland for at besøge deres far. Det skal lige siges at vi skal have barnedåb 2.påskedag. Han ville komme tilbage fredag. Han kom ikke som ventet, og jeg ringede til ham. Jeg sagde han var nødt til at komme og hjælpe mig med forberedelserne, da jeg ikke kan klare det hele selv. Han lagde røret på!

Hvad skal jeg gøre. Jeg elsker ham overalt på jorden og fortryder inderligt, at jeg gjorde som jeg gjorde. Mange i min omgangskreds siger, at hvis han ikke kan tilgive denne lille "dumhed" så elsker han mig ikke. Det hele er blæst op til at være noget det ikke er, og jeg magter ikke noget. Jeg er jo nødt til at være stærk for min datters skyld, men inderst inde har jeg lyst til at grave mig ned.

Hans mor tænker kun på sig selv og hendes følelser og giver mig skylden for, at hun har det dårligt. Jeg ringede til hende i går for at snakke lidt, men det eneste jeg fik ud af det var en masse bebrejdelser om hvor synd det hele var for hende.

Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg håber min kæreste kan tilgive mig om ikke for min skyld så for vores lille datter. Hun har trods alt ingen skyld i dette.

Svar:

Det er ærlig talt synd for Jer, at I har dramatiseret dit fejltrin så voldsomt.

Søfolk og soldater som er hjemmefra i flere måneder må regne med, at deres kærester eller koner i deres savn og af og til ensomhed kommer til at falde i vandet. Det gør de jo også selv. Men naturligvis skulle du ikke have fortalt din mand om dit fejltrin, når du oven i købet vidste at han ville tage det tungt. Men sket er sket og det der er sagt er sagt.

Hvordan I skal komme videre er straks en anden sag. Jeg synes du skal lade ham lidt i fred, antagelig vil han komme til at savne Jer og i hvert fald Jeres lille nye pige. Når han ringer, så prøv at være dig selv, kom ikke med tårer eller undskyldninger, dem har du antagelig brugt allerede. Pres ham ikke til at se dig og tilgive dig, men håb at han kommer på andre tanker, når han taler med venner og kammerater. De vil antagelig sige det samme til ham som dine venner har sagt. Når alt kommer til alt lyder han som et ansvarsbevidst menneske. Han ejer dig ikke, og når du elsker ham så meget som du skriver, så ved han det og skal lige finde alle Jeres gode timer frem. Du er antagelig også selv træt og sårbar, det er jo ikke så længe siden du har født, og jeg kan godt forstå at du var skuffet over at han ikke kom til barndåben, men nu har han fået sin "hævn", og så må det være sådan. Hvis han senere kommer ind på "hvorfor du gjorde det?", så må du sige som sandt er, at du savnede ham og var så bange for hvad der kunne ske dernede i Bosnien og derfor var svag og dum, da du trøstede dig med den anden. Din svigermor er åbenbart blevet så chokeret over det skete, at hun ikke har kunnet tænke længere end til sig selv, men nu ved du det så vær sød og neutral overfor hende, kan du og din mand leve sammen igen er det ikke hensigtsmæssig, at være uvenner med hans mor.

Når I har fundet melodien igen sammen, hvad jeg håber for Jer alle tre, så prøv forsigtigt at tage historien frem igen og få din mand til at fortælle om sin angst i Bosnien.

Venlig hilsen

Karen Zimsen

Sidst opdateret: 29.09.2000