Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Tyder mine symptomer på, at jeg har mavesår?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor,

Jeg har gennem længere tid haft kraftige periodiske mavesmerter. Vel i alt op til 5-6 mdr. Først havde jeg dem måske en gang hver 14. dag. Men nu går der ikke en dag uden smerter. Jeg fødte en dødfødt dreng i august og havde under graviditeten altså allerede smerter og led meget af halsbrand. Min læge har sat mig i behandling med Lanzo, da hun mener, der kan være tale om mavesår. En anden læge har talt om spiserørskatar, men får man ondt i maven af det?

Jeg har nu været i behandling i en uge, men synes ikke, det har hjulpet. Det er så meningen, jeg skal ultralydscannes på sygehuset om en uges tid. Hvad vil en sådan scanning vise? Og tyder disse symptomer på mavesår?

Med venlig hilsen

Gitte

Svar:

Kære Gitte,

Mavesmerter opadtil i maven kan skyldes spiserørskatar, hvor generne er halsbrand og sure opstød oftest p.g.a. en defekt lukkemuskel mellem mavesæk og spiserør, hvor mavesæksindholdet med mavesyre især giver generne. Det er en meget almindelig lidelse, som sædvanligvis er let at behandle med syrebeskyttende mikstur/reduktion af syreproduktionen. Mavesækskatar og mavesår er ofte ledsaget af mavesmerter og fordøjelsesbesvær med kvalme evt. opkastninger. Ved langvarige gener som i dit tilfælde, må man tilråde en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk samt tolvfingertarm.

Endelig er en ultralydsundersøgelse en relevant undersøgelse til udredning af ”mavesmerter”, hvor man kan få oplysninger om evt. galdesten, vurderet lever, bugspytkirtel samt nyrerne og i øvrigt få oplysninger om forholdene i bughulen.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen,

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 22.11.2004




Annonce