Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Søvn

Obstruktiv søvnapnø (OSA) og snorken

Obstruktiv søvnapnø er gentagne kvælningsanfald under søvn. Når man falder i søvn, slapper kroppens muskler af, også svælgets. Når man ligger ned bliver svælgets diameter mindre, og der opstår større modstand, når man skal trække vejret. Det kan du læse mere om her.

Opdateret: 6. Maj 2008

Fakta om obstruktiv søvnapnø

  • Obstruktiv søvnapnø er gentagne kvælningsanfald, som opstår, mens man sover.
  • De vigtigste symptomer på søvnapnø er uregelmæssig snorken og pauser i vejrtrækningen.
  • Søvnapnø medfører en meget ringe søvnkvalitet, fordi hjernen vågner ved hvert kvælningsanfald. Man registrerer ikke nødvendigvis, at man vågner, men om dagen vil man typisk føle sig træt, mere irritabel og energiforladt.
  • Den mest effektive behandling er CPAP-behandling, hvor man skal sove med en maske, der er tilsluttet en slange og en kompressor, som blæser luft ned i luftvejene.

Hvad er Obstruktiv Søvnapnø (OSA)?

Obstruktiv søvnapnø er gentagne kvælningsanfald under søvn. Når man falder i søvn, slapper kroppens muskler af, også svælgets. Når man ligger ned bliver svælgets diameter mindre, og der opstår større modstand, når man skal trække vejret. For at overvinde denne modstand, suger man med større kraft for at få luft. Denne indsugningseffekt suger imidlertid også på svælgets vægge, som ikke kan stå imod, da musklerne er delvist afslappede under søvnen. Resultatet bliver at svælgets vægge suges mod hinanden, så der ikke kommer tilstrækkeligt med luft igennem (hypopnø) eller toltalt spærres (apnø). Derved kommer der ikke luft til lungerne, og blodets iltkoncentration begynder at falde. Dette fald i blodets iltkoncentration udløser en alarmtilstand fra hjertet til hjernen. Hjernen vækkes og alle kroppens muskler stimuleres, også svælgets, som derved åbnes, så luften kan komme igennem. Afslutningen af en hypopnø eller en apnø sker ved en kort opvågning, som den pågældende kun meget sjældent oplever. Så snart blodet er normalt iltet igen, lukkes alarmen, og hjernen falder i søvn igen. Resultatet er en meget forringet søvnkvalitet.

Hvad er snorken?

Snorken er lyde fra vibrationer i det bløde væv i svælget. Svælget strækker sig fra den bageste del af næsehulen ned til strubehovedet. Hvis der er for snævert i svælget, opstår der hvirvelstrømninger i luftstrømmen, når man trækker vejret, og disse får vævet til at vibrere.

Det er fortrinsvis mænd, der snorker, og overvægt øger risikoen for snorken. Det skyldes, at fedtvævet sætter sig dels på halsens yderside, og dels imellem svælgets muskler, således at svælgets diameter mindskes.

Snorken og søvnapnø forværres af alkohol, afslapningsmedicin og beroligende medicin.

Hvorfor opstår søvnapnø og snorken?

Snorken og søvnapnø skyldes ofte generelt forsnævrede indre dimensioner i ansigtsskelettet. Disse indsnævringer er vanskelige at beskrive, da vi ikke kan se dem med det blotte øje. Der kan være tale om kort underkæbe, smal underkæbe, kort overkæbe, smal overkæbe og kombinationer af disse. Desuden bløddele, som fylder mere end normalt, for eksempel næsepolypper, svælgpolypper, store mandler, stor tunge, tungemandel. Også skævheder i næseskillevæggen og hævede slimhinder i forbindelse med allergi kan være medvirkende årsag. Ved forkølelse er slimhinderne hævede, og dette kan udløse snorken eller forværre snorken.

Hvad er symptomerne på søvnapnø?

Det vigtigste symptom på søvnapnø er uregelmæssig snorken med stille perioder på mere end 10 sekunder. Det er ofte ægtefællen, der generes af dette, og mange ægtefæller finder et andet sted at sove. Mange siger, at man holder op med at trække vejret. Men iagttager man en person med søvnapnø, vil man se, at vedkommende kæmper for at få luft med kraftige vejrtrækningsbevægelser, men der kommer ikke luft igennem. Først når apnøen brydes i forbindelse med forstyrrelse af søvnen, kommer luften igennem med en høj kraftig snorken. De stille apnøer kan være 10-20-30-40 50 sekunder lange. Patienten selv oplever kun en brøkdel af disse apnøer, men kan opleve ikke at være udhvilet om morgenen, lige meget hvor længe vedkommende har sovet. Der er dog ingen direkte sammenhæng mellem graden af apnø og graden af søvnighed/træthed.

En patient med søvnapnø vil ofte sove meget uroligt, svede meget under søvnen, og skal ofte op og lade vandet en eller flere gange i løbet af natten. Om dagen klager søvnapnøpatienter over træthed/søvnighed, morgenhovedpine, manglende energi, øget irritabilitet. Særlig i monotone situationer kan dette vise sig. De falder i søvn ved møder, i biografen, ved længerevarende bilture eller ved selskabeligt samvær.

Hvad er risiciene ved søvnapnø?

Ubehandlet søvnapnø er en stor belastning af hjerte og kar. Det øger risikoen for forhøjet blodtryk. På langt sigt kan det give en øget forekomst af hjerneblødninger og blodpropper i hjertet . Risikoen for disse komplikationer mindskes ved effektiv behandling. Trætheden/søvnigheden kan desuden føre til ulykker, dels under arbejdet, dels under bilkørsel.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvem skal undersøges?

Man bør lade sig undersøge for søvnapnø, hvis man snorker og ikke føler sig udhvilet om morgenen, eller bliver træt om dagen efter en normal nattesøvn.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

I forbindelse med en undersøgelse for søvnapnø anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der foretages en CardioRespiratorisk Monitorering (CRM undersøgelse). Ved denne undersøgelse måles

  • luftskifte gennem de øvre luftveje

  • vejrtrækningsbevægelse fra bryst og mave

  • iltmætning i blodet

  • position

Undersøgelsen foretages ambulant. Man kan ved denne undersøgelse bedømme antallet af apnøer og hypopnøer og hvor lang tid de enkelte tilfælde tager. Man kan desuden vurdere hvor ofte de forekommer, når man ligger på ryggen eller på siden, graden af iltmangel, der udløses af de enkelte apnøer/hypopnøer, og på denne måde kan man bedømme, hvor alvorligt det er. Man skal henvises af sin praktiserende læge til sygehuset, som foretager denne undersøgelse. Undersøgelse for og CPAP-behandling af søvnapnø er dækket af en måneds behandlingsgaranti (regler om udvidet frit sygehusvalg), således at hvis der er mere end en måneds ventetid på et offentligt sygehus, har man ret til at blive henvist til en privatklinik, der har aftale med Danske Regioner.

Hvordan behandles søvnapnø?

CPAP-behandling:

Den mest effektive behandling for søvnapnø er CPAP-behandling. CPAP betyder Continous Positive Airway Pressure, vedvarende overtryk. CPAP apparatet er en lille (stille) kompressor som gennem en slange og maske, blæser luft med et lille overtryk ind i luftvejen. Apparatet tilpasser automatisk trykket således, at det holder luftvejen åben. Vejrtrækningen bliver derved normal, og som en bivirkning ophører snorkningen. Ved normal vejrtrækning vil søvnens kvalitet normaliseres, og vedkommende vil opleve at vågne mere frisk og bedre udhvilet og have mere energi om dagen. Behandlingen er i princippet livslang og skal følges ved årlige kontroller.

Kirurgisk behandling:

For en del år siden, inden CPAP behandling var rigtigt udviklet, blev mange patienten opereret ved at fjerne mandler og en del af den bløde gane. Resultatet af operationen var dog ikke altid det ønskede. Snorkningen blev ofte reduceret, men i halvdelen af de opererede tilfælde reduceredes antallet af apnøer ikke. Man udfører derfor kun denne type operation i udvalgte tilfælde.

Apnøbøjle:

I udlandet anvender man en tandbøjle, som under søvnen holder underkæben fremtrukket i let underbidsposition – den såkaldte apnøbøjle. Derved trækkes tungen frem, og der skabes bedre plads i svælget. Behandling med apnøbøjle er specielt effektiv over for apnøer, som fortrinsvis forekommer, når man sover på ryggen i rygleje. Desværre ydes der ikke tilskud til denne behandling i Danmark.

Vægttab

Vægttab spiller tilsyneladende ingen rolle, når det gælder søvnapnø. Der er ingen studier, som kan vise vedvarende positive resultater alene ved at tabe sig.

Medicinsk behandling

Medicinsk behandling findes ikke på nuværende tidspunkt.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons