OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg er ulykkelig efter min mands utroskab.

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg håber jeg kan få hjælp her. Problemet er, at min mand har været mig utro - én gang, siger han - og jeg kan ikke komme videre. Jeg fik det først at vide, efter han havde været ved lægen og fået konstateret en kønssygdom, og skulle på antibiotika i den forbindelse. Så skulle jeg nemlig også have en kur, da jeg jo sansynligvis også var smittet, og derfor var han nødt til at fortælle mig det.

Jeg var på det tidspunkt 2 uger fra fødselstermin (barn nr 2), og jeg blev frygtelig ked af det. Men jeg tog næsten samme øjeblik beslutning om, at jeg ikke ville forlade ham af den grund. Jeg skulle jo snart føde vores 2. ønskebarn..! Han fortalte, at det var flere år siden (lige efter fødslen af vores ældste, 4 år), og at det kun skete én gang, og at han havde bitterligt fortrudt lige siden. Samtidig har han lige siden været bange for, at hvis jeg fik det at vide, ville jeg forlade ham, så han havde bevidst valgt, at jeg skulle aldrig få det at vide. Også fordi han var bange for at miste kontakten til vores børn. Vi snakkede og græd meget dengang.

Nu er der gået 1 år, og vi er stadig sammen. Min mand opfører sig ligesom altid, som om alt er godt og dejligt. Men jeg føler virkelig, at jeg har det dårligt med hele situationen. Jeg føler lidt, at vores ægteskab/forhold de seneste år har været én stor løgn, som jeg har været naiv/dum nok til at tro var perfekt. Det var det jo ikke...! Jeg føler, at jeg måske slet ikke kender ham (vi har været sammen i 10 år). Jeg ved ikke, hvem han var utro med, om det var en han kendte/ikke kendte, eller måske en prostitueret - ja, det hele kører rundt i mit hoved. Var det en han arbejdede sammen med?

Jeg sagde til ham, at jeg ikke ønskede at vide noget som helst dengang, men nu er jeg i tvivl om hvorvidt det er "nemmere" at komme igennem dette, hvis jeg ved mere præcist, hvad der skete. Jeg har ikke talt med nogen om dette, idet jeg ikke ønsker at stille ham i dårligt lys. Vi har nu 2 ønskebørn, som optager hele min tid, da han jo er meget bortrejst, og når han er hjemme er der jo så meget, som han skal have gjort, så der er ikke meget fritid til mig. Det har jeg lært at leve med. Udadtil har vi sikkert et perfekt liv. Mand, kone, børn, hus, bil, arbejde osv. Men jeg synes bare, at jeg er fastlåst i situationen, er ikke rigtig glad over noget som helst, og jeg er sikker på, at hvis ikke der var børn i vores forhold dengang, så var jeg stille og roligt trådt ud ad hoveddøren uden at kigge tilbage. Men samtidig er jeg glad for, at vi stadig holder sammen. Jeg elsker ham virkelig, og børnene elsker ham også, og han mig og dem.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kommer videre. Skal jeg spørge ham rent ud om "detaljer", eller er det bedre for mig/os at det forbliver usagt, når vi begge to ønsker at fortsætte livet sammen? For det ønsker jeg, men jeg ønsker også at være en glad kone og mor. Jeg er ked af det, vred, føler mig trådt på, kasseret og udnyttet. Jeg ville bare ønske, at det var muligt at viske tavlen ren.

Med venlig hilsen

Den fortvivlede

Svar:

Kære “fortvivlede”

Jeg hæfter mig ved, at du giver udtryk for, at du elsker din mand og allerede har taget en beslutning om at fortsætte dit ægteskab med ham, så det skal du holde fast i.

Men du har brug for en forandring i jeres forhold, så I kan se sådan på det, at din mands enkeltstående “fejltrin” kan give jer anledning til at få talt ordentlig ud sammen om jeres forhold og hele familiesituationen. Du føler dig ikke lykkelig i forholdet, og denne følelse er blevet fremprovokeret af din mands “fejltrin” men har jo dybereliggende årsager, så det er dem, I skal finde ud af og få talt sammen om. I har to mindre børn, og din mand er en del hjemmefra, så du har et stort ansvar for, at familien fungerer, og sådan som jeg hører dig, har du behov for mere støtte og opbakning fra din mand, hvilket er helt rimeligt efter min mening.

Det kan være svært for dig at tale med din mand om “fejltrinnet”, men siden det fylder så meget i din verden og står i vejen for, at du kan føle dig tryg og lykkelig i forholdet til din mand, ville det nok være godt for dig at få et par ting afklaret. I må vælge et roligt tidspunkt at få talt sammen på, og du må på forhånd have et par enkle spørgsmål parat til ham, idet du fortæller ham, at det vil gøre dig mere tryg i dit forhold til ham at vide, hvordan han har pådraget sig kønssygdommen. Det er meget vigtigt, at formålet med denne samtale er at skabe et bedre forhold jer imellem, og ikke at uddybe og gå i detaljer med, hvad din mand har foretaget sig. Han er selv sårbar og ked af, hvad han har gjort, så der skal ikke “vades” i det.

Derimod skal I give jer tid til at tale om jeres rollefordeling i familien og hvilke ændringer i forholdet, som du kunne ønske dig. I skal sørge for at have tid til jeres voksenforhold, således at alt ikke kun handler om jeres børn og praktiske ting. Tal om jeres fælles interesser og hvilke visioner og fremtidsplaner, I har for jer to og for familien som helhed – se frem i stedet for at fokusere for meget på, hvad der er sket i fortiden. “Sket er sket”, og det der er sket er til at lære af, således at I kan bruge jeres erfaringer til at skabe nogle nødvendige ændringer.

Hvis sådanne samtaler er for svære at klare alene, kan jeg råde jer til at tale med en parterapeut, som kan lede jer igennem følelsesmæssige belastende samtaler, for det er meget vigtigt, at I får talt godt og grundigt ud om jeres forhold med henblik på et åbent og trygt forhold fremover.

Kærlig hilsen

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut.

Sidst opdateret: 31.03.2005