OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Mit ægteskab vakler - jeg kan ikke længere leve med min kone.

Spørgsmål:

Kære netdoktor,

Jeg er en mand på 40 år, som er gift på 16. år og vi har 2 store børn på henholdsvis 9 og 13 år. Problemet er, at jeg tror, jeg vil skilles, men jeg har ikke modet! Jeg er gift med en kvinde, som mange misunder mig for, og når jeg kigger udefra og ind på vores ægteskab, forstår jeg dem godt. Hun er en høj og flot kvinde, og er gode venner med alle via sit meget venlige sind. Hun er gift med mig, lille og fyldt med temperament. Vi er modsætninger så det basker.

Problemet er, at hun aldrig rigtig har været vild med sex, og jeg tænker ikke på andet. Hun har igennem mange år holdt mig hen, og jeg har så "selv ordnet sagerne" vha onani med hendes velsignelse. Ydermere, har hun utroligt svært ved at tage en konfrontation, og vores børn kører rundt med hende. Når der skal tages en "hård" beslutning, er det altid mit job, og det sætter mig i dårligt lys. På mange områder er jeg ligesom en far for hende. Hun ønsker tryghed på alle fronter. Hun bruger utroligt mange penge, og har ikke den store forståelse for, at der skal altså også skal tjenes, før der kan bruges.

Hun kan ikke lave mad og hun tager aldrig initiativ til at gøre rent, eller til noget i det hele taget, ud over at foreslå noget som koster penge f.eks tage i Tivoli, biografen eller andet, som børnene elsker. Når jeg er ude og rejse, er det Mcdonalds eller pizza. Hvem kommer lige til at se dårligt ud her? Når jeg påpeger det, glider det fuldstændigt af på hende.

Jeg har nu valgt den helt ligegyldige tone overfor hende. Jeg gider ikke at røre ved hende - jeg kysser hende ikke goddag og farvel. Jeg har ikke lyst til at have sex med hende. Jeg har også sagt til hende, at hun skulle overveje at finde en lejlighed, for nu gider jeg ikke at stå model til det her mere. Det har fået hende op på dupperne. Det er med lille skat, og kys og kram i tide og utide, og hun prøver også, at "lokke mig til sex" men jeg bider ikke på. Lige nu afskyr jeg hende faktisk, og hun kan ikke hidse mig op, hvilket jo er et problem.

Børnene er jo også i vildrede, over vores skænderier og min afvisning af hende. Ydermere er det jo mig som altid er den sure, og beder dem om alle de ting som de ikke bryder sig om. Når jeg er alene med dem, kører tingene fint. Det er en fornøjelse, og den ene gang om ugen, hvor hun dyrker sport. Jeg insisterer kraftigt på, at hun skal afsted, og "at hun ikke skal tage min friaften fra mig". Jeg har konfronteret hende flere gange, og hun lover bod og bedring, og siger at hun elsker mig overalt på jorden, og det er jeg faktisk også ret sikker på hun gør, men måske er det trygheden hun elsker?

Vi har en stor vennekreds, som helt sikkert vil blive splittet og mange af dem, vil ikke forstå mig, hvis jeg vælger at blive skilt. Men det er selvfølgelig ikke dem som skal plejes! Mine børn er mit et og alt, og jeg vil for alt i verden ikke gøre noget, som sårer dem. Sikke et dilemma. Jeg har brug for et godt råd - jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg ska gøre?

Med venlig hilsen Den Forvirrede

Svar:

Kære Forvirrede,

Tak for dit brev, hvor du så udførligt beskriver, hvordan dit ægteskab har udviklet sig til at være ligegyldigt for dig, og hvor du for tiden befinder dig i en situation, hvor du er opfyldt af irritation og vrede mod din kone. Du har tabt gnisten og overvejer en skilsmisse. Du er glad for dine børn, som ikke kan forstå, hvad der foregår mellem deres forældre.

Det er helt klart, at der er brug for en forandring. I har været gift i mange år og har på mange områder et fællesskab om børn og venner, så det er ikke så nemt at forlade det hele. Jeg vil anbefale dig at opsøge en parterapeut, hvor I sammen kan komme til klarhed over jeres følelser og forventninger til fremtiden. Jeg kan ikke i et brev råde dig til en skilsmisse, da der står så meget på spil, og derfor mener jeg, at I har brug for en 3. part, der kan hjælpe jer til at få talt ud om jeres forhold. Nogle par klarer at komme igennem en sådan krise, som jeres forhold befinder sig i, men det forudsætter, at I begge er parate til åbent at se i øjnene både det, I kan anerkende hos hinanden og også, hvilke forandringer I ønsker.

Hvis din kone ikke vil deltage i parterapi, kan du forsøge nogle samtaler med hende om jeres situation. I disse samtaler er det vigtigt, at I begge giver plads til en gensidig anerkendelse af hinanden og undgår beskyldninger. I har begge en andel i, at jeres forhold ikke fungerer, og du må være villig til at tage ansvar for din del af det. Du må også klart lade din kone forstå, hvad det er du savner i forholdet og tage nogle initiativer til forsøg på at skabe en kontakt på ny.

Held og lykke med dette forsøg på at foretage de nødvendige skridt til et bedre liv for jer begge.

Med venlig hilsen

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut

Sidst opdateret: 01.06.2005