OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg har fået en lille - nogle gange stor - udposning i min højre side, nede ved lysken, som hopper på plads, når jeg ligger ned eller løber bakkeløb. Jeg har en stor mistanke om, at det kan være brok. Det gør ikke ondt, men en sjælden gang kan det godt føles ubehageligt, hvis området udsættes for kulde.
Hvis der nu skulle gå koldbrand i tarmen på grund af en indeklemt brok, vil symptomet så straks komme, eller vil det tage tid, inden man opdager det, og i værste fald vil det så være for sent at redde?
Er brok så farligt, at man behøver en operation, eller kan man leve med det?
Jeg burde gå til min læge, men jeg er bange for læger og hospitaler.
Venlig hilsen P
P.S Jeg dyrker motion hver dag, har ingen feber og føler mig ellers helt rask.
Kære P,
Udfra din beskrivelse tyder dine symptomer meget på, at du har et lyskebrok.
Et brok opstår p.g.a. et ”svagt” sted i bugvæggen, ofte ved et sted som kaldes lyskekanalen. Her kan bughinden og tarmen glide ud igennem væggen og danne et brok. Hullet i bugvæggen kaldes herefter brokporten.
Brok opstår ofte i forbindelse med fysisk belastende arbejde, hvor trykket øges i bughulen. Brokket vil typisk i liggende afslappet stilling igen glide tilbage op gennem brokporten og på plads i bughulen. Såfremt et brok kommer i klemme i en snæver brokport, kan der komme en afklemning, og brokket vil da hurtigt vokse i størrelse og give akut mange smerter. Hvis der er tarm i brokindholdet vil det kunne give anledning til tarmslyng. Denne tilstand opstår relativt akut fra et ikke smertende brok til et smertende brok, der ikke længere falder på plads i liggende stilling. Tilstanden kræver naturligvis akut lægehjælp.
En frembuling i lysken bør altid medføre, at man opsøger sin læge og får ham eller hende til at vurdere situationen. Hvis det drejer sig om et brok, er en operation normalt en god idé. Indgrebet kan i dag som regel kan udføres som en kikkertoperation, som er et lille indgreb med hurtig restitution. Der er derfor ingen grund til at udsætte en operation da et brok normalt vil blive større som tiden går.
Så jeg synes, at du skal bestille en tid hos din læge, selvom du ikke er så glad for læger og hospitaler. Så får du problemet løst inden det bliver større. Og måske vil dette også hjælpe dig til at få større tillid til din læge. For det er vigtigt, at du tør gå til lægen med dine sundhedsproblemer.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 06.10.2005