OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære NetDoktor,
Jeg er en ung pige på 19 år, jeg er flyttet hjemmefra og er ret selvstændig. Generelt følger jeg altid min egen overbevisning og mit hjerte i de ting jeg gør. Men i de sidste dage er jeg virkelig kommet i tvivl om det jeg gør, er det rigtige.
Jeg er nemlig blevet kærester med en 15 årig dreng. Det er svært for mig og ham, for vi er meget forelskede i hinanden. Men samfundet er bare ikke klar til at acceptere et sådant forhold, hvor aldersforskellen er så stor og pigen er den ældste. Han er også meget moden af sin alder mentalt og fysisk er han højere og større end mig. Men han er dog jomfru og jeg er alligevel meget mere moden og meget mere erfaren seksuelt end han er. Det er her alarmklokkerne ringer! For er jeg er hans første kæreste og er jeg alligevel for gammel til ham?
Vi holder det hemmeligt, hans forældre må ikke vide det, for jeg er sikker på de vil forbyde ham at se mig igen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre? Er det egentlig ikke også ulovligt at have sex med en 15 årig når man selv er 19?
Med venlig hilsen en 19-årig pige.
Kære 19-årige pige.
Tak for dit brev, hvori du skriver, at du har forelsket dig i en dreng på 15 år. Han er meget moden af sin alder, er fysisk veludviklet - så det eneste problem er hans unge alder. Det lader ikke til at være et problem for jer to, så hvis omgivelserne ellers kunne acceptere jeres forhold, ville alt være godt. Nu synes jeg jo ikke, at det er så mange år, der skiller jer ad, og hvis I er glade for hinanden og har fornøjelse af at være sammen, må I forsøge at sætte jer ud over de snævre rammer, vores samfund sætter for, hvad "man må" og "ikke må".
Det er ikke så nemt at holde et forhold hemmeligt, og heller ikke særlig rart, så det bedste ville være, hvis i begge kunne tale med jeres forældre åbent om, at I er kærester. I behøver jo på ingen måde fortælle andre om, at du er mere sexuelt erfaren end han - blot, at I er rigtig glade for hinanden og har lyst til at være sammen. Du må selvfølgelig beskytte dig selv mod graviditet, idet i ville være for unge til at være forældre.
Det er ikke ulovligt at have sex med en 15-årig - kun under 15 år, så der er ikke noget galt i det. I dag er det meget almindeligt, at 15-årige har sex, så jeg synes, at I skal betragte jeres forhold som noget helt normalt. Hvis jeres familier kan se, at I begge har det godt med jeres forhold - og I iøvrigt passer skole og/eller arbejde, og I indgår i de forskellige sammenhænge på en positiv måde, kan det sagtens ende med, at din kærestes forældre kan se det gode i jeres forhold og derfor kan acceptere det.
Så glæd jer over forholdet og øv jer i at tale åbent og ærligt om, hvad der sker imellem jer - og hold det mest private for jer selv!
De bedste hilsener
Birgitte Winkel
Samlivsterapeut.
Sidst opdateret: 02.02.2006