Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Taber kønsbehåringen - kan det være overgangsalderen?

Spørgsmål

Jeg er begyndt at "tabe" min kønsbehåring. Jeg har fået en stor bar plet midt på vulva, og det piner mig. Samtidig mener jeg også, at mine underben er blevet mere "bare".

Jeg spurgte min læge, da jeg var oppe for at få et rutinemæssigt underlivstjek, men hun trak bare på smilebåndet og sagde, at jeg bare skulle vænne mig til min nye "frisure".

Kan det hænge sammen med en eventuel begyndende overgangsalder? Jeg er begyndt at få nogle hedestigninger, men det kan også skyldes enten rosacea'en eller overgangen til denne sommerhede, som er kommet ret pludseligt efter en kold vinter og ditto forår?

Jeg takker mange gange på forhånd, hvis jeg kan få et hint om, hvad det skyldes og/eller om der er noget, jeg kan gøre ved det.

Venlig hilsen Nina

Svar

Kære Nina

Ganske vist findes der lidelser eller skavanker, som kan føre til hårtab - både over det hele og pletvis - men det gælder næppe dig. Og selv om du stadig er en ung kvinde, så nærmer overgangsalderen og dens forskellige symptomer sig stille, roligt og ufravigeligt. Det vil jeg ikke gå i detaljer med i denne omgang men blot fortælle, at også hårvæksten kan ændre sig i overgangsalderen.

Nogle kvinder får flere hår - for eksempel i ansigtet - andre kvinder taber hår - for eksempel udtynding på hovedet, mindre hår i armhuler og i skridtet. Det ene kan være lige så irriterende som det andet. Vi har ingen mulighed for selv at vælge. Håret skifter måske også farve mod det grå og hvide, men det kan de fleste bedre forlige sig med og iøvrigt selv justere og "pynte" på, hvis de vil.

Men en bar plet forneden er der ikke noget at gøre ved. Du må blot stole på, at du er lige så kvindelig og attraktiv med som uden denne behåring. Gennem langt liv som kvindelæge har jeg mange gange set det og talt med kvinder om det.

Kvinder, der som du, er lidt irriterede og trætte af det. Men altså: der er ikke noget at gøre ved det. Nu ved jeg ikke, hvor tit du ser andre kvinder nøgne. Men hvis du går en tur i svømmehallen, vil du opleve, at snart de fleste unge kvinder også er "nøgne" forneden. Vel som et synligt tegn på tidens kønskultur.

Det er selvfølgelig ingen umiddelbar trøst for dig, og jeg skal da heller ikke foreslå, at du kan gå hen og gøre ligeså. Jeg vil blot sige, at vi hver især skal have lov til at have og vise vores særpræg. Og hvis nogen undrer sig over dig, er det sikkert kun for at kort sekund. Du er stadig den samme kvinde.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 13.07.2006




Annonce