Annonce

Mit stofskifte er gået amok efter struma-operation

Spørgsmål:

Kære Netdoktor.

Jeg har for 7 uger siden fået fjernet min skjoldbruskkirtel pga. en nodøs struma (godartet). Jeg startede på 100 µg Eltroxin, men blev sat op til 125 µg ved 14- dages kontrollen hos kirurgen. Jeg har det dog ganske rædsomt. Er skiftevis sitrende nervøs og samtidig meget, meget træt. Jeg har en mærkelig udmattet fornemmelse i mine muskler, får åndenød af bare at skure håndvasken, har alt for let til tårer, og bliver pludselig varm (men ikke svedt) og får røde kinder og taber mit hår.

Jeg er/var sund og rask, i god form (har løbetrænet meget) og har to halvstore unger og et godt, men krævende job. Er midt i en skilsmisse, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem er en fordel for psyken, selvom det er en relativ fredelig version. Jeg savner i den grad kvalificeret viden om, hvad det er der sker med mig; gode råd om hvordan jeg kan afhjælpe symptomerne og en ide om, hvor længe det kan tage førend jeg er tilbage i normalt gear igen.

Jeg var slet ikke forberedt på at konsekvenserne var så indgribende på mit liv, så jeg håber I kan give mig nogle solide svar.

Bedste hilsner, ML

Svar:

Kære ML

Det er helt almindeligt, at man efter fjernelse af en del af en skjoldbruskkirtel får tilført stofskiftehormon (Eltroxin)i en periode på ca. 6 mdr. men nogle behandles livslangt. Doseringen af Eltroxin er individuel og styres af blodprøver, der viser indholdet af stofskiftehormonet i din krop. I starten kan din egenproduktion svinge en del og stofskiftet dermed svinge og give en række symptomer som ligner din beskrivelse af din meget svingende tilstand.

Men du beskriver også en række andre forhold rent livsstilmæssigt, og disse forhold kan naturligvis meget vel være en del af forklaringen på dine klager (nervøsitet, åndenød,hedeture m.v.). Jeg vil derfor råde dig til at tale med din egen læge med henblik på at få adskilt de fysiske fra de psykiske forhold og evt. få hjælp til at løse den psykiske del af dine problemer.

Hvad angår din skjoldbruskkirtel kan din egen læge styre kontrollen med blodprøver og dosering af hormontilskuddet(eltroxin).

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 31.10.2006




Annonce