Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har smerter og blod på toiletpapiret ved afføring

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg har problemer med min afføring. Når jeg går på toilettet, føles det tit som knive der kommer ud, og der er til tider lidt blod på toiletpapiret. Det er heller ikke så tit, jeg skal på toilettet, der kan godt gå mange dage imellem. Har I en ide om hvad det kan være, og om man kan gøre noget ved det. Jeg har ikke så meget lyst til at opsøge min læge med problemet.

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger

Frisk blødning og smerter i endetarmsåbningen er formentlig i dit tilfælde udtryk for en såkaldt ”fissur” d.v.s. lille revne i slimhinden i endetarmen opstået typisk ved en ”hård” afføring. Forskellige former for hæmorroider kan også give anledning til frisk blødning.

Du anfører, at der kan gå dage imellem, at du har afføring, hvilket er unormalt og som regel udtryk for kronisk forstoppelse med hård afføring til følge. Det er meget vigtigt, at man indarbejder faste wc vaner med daglig afføring gerne med løs konsistens. Man skal give efter, når trangen melder sig, gerne på et fast tidspunkt af dagen, hvor man skal give sig god tid. Andre gode vaner ved tendens til hård afføring er rigelig med væske(vand!),fiberrig kost samt motion.

Du kan hos din læge få ordineret en speciel creme eller stikpille der kan få helet din revne i endetarmen evt. kombineret med behandling af evt. samtidige hæmorroider.

Men bemærk følgende: Frisk blødning fra endetarmen er et såkaldt alarmsymptom der principielt altid bør foranledige en undersøgelse hos egen læge!

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 28.11.2006




Annonce