Annonce

Hvordan kommer vi af med kondylomer?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min kæreste og jeg er lidt i tvivl angående kondylomer. Hun har ved en undersøgelse hos sin læge fået konstateret kondylomer, som hun nu er i behandling for. Hvordan forholder vi os? Hvad skal jeg, som fyren, gøre? Skal jeg gå til min læge - er der nogen "forebyggende" behandling? - eller bliver vi ved med at smitte hinanden, når hendes "forsvinder", og det muligvis pludselig dukker op hos mig? På forhånd tak!

Med venlig hilsen et par

Svar

Kære par

Tak for jeres spørgsmål. Jeg forstår godt jeres usikkerhed, for kondylomer (kønsvorter) er noget lumsk noget, som kan have forskelligt udseende og tilmed være svære at komme af med. Hos mænd er man sjældent i tvivl: Kondylomerne er "blomkålsformede" vorter, som typisk findes i klynger på penis - sjældnere i mundhulen eller omkring endetarmsåbningen. Hos kvinder ses lignende vorter på kønslæberne eller i skedeindgangen, men undertiden er kondylomerne "flade" og derfor svære at se med det blotte øje. Sådanne "usynlige" vorter sidder ofte længere inde i skeden eller på livmoderhalsen og konstateres kun ved en gynækologisk undersøgelse. Hvad enten kondylomerne er vorteformede eller flade, skal de behandles, fordi de breder sig, og fordi de smitter ved seksuel kontakt. De flade vorter smitter muligvis en anelse mindre end de de andre typer, men der er stadig en vis smitterisiko.

Sædvanligvis går der ca. 12 uger fra smitte til de første symptomer (små vorter på hud eller slimhinde), men i sjældne tilfælde kan der gå helt op til ni måneder. I nogle tilfælde har kvinder - som sagt - slet ingen symptomer. Kondylomer skyldes et virus og smitter som sagt ved seksuel kontakt (i princippet også ved oralesex). Så længe din kæreste er under behandling, bør I derfor beskytte jer ved brug af kondom. Hvis du allerede er smittet, vil du som sagt udvikle kondylomer i løbet af nogle måneder - og da du er en mand, er risikoen for, at du ikke bemærker vorterne, meget lille. Der findes i øvrigt ingen forebyggende behandling, og der er derfor ingen grund til at gå til læge, så længe du ikke har symptomer.

Behandlingen af kondylomer er som regel påsmøring af en bestemt type cellegift. I genstridige tilfælde kan man bruge is-, varme- eller laserbehandling. Ved meget store vorter kan lægen være nødt til at klippe eller skære dem af. Behandlingen af kondylomer kræver ofte lift tålmodighed, men i de fleste tilfælde bliver man helt rask. Kvinder, som har haft flade kondylomer på livmoderhalsen, bør kontrolleres med jævne mellemrum, da visse kondylomtyper kan disponere til livmoderhalskræft. Det er præcis disse virustyper, som man i fremtiden vil vaccinere unge kvinder imod. Er man allerede smittet, har vaccinen dog ingen effekt. Jeg håber, dette opklarer jeres tvivl. Held og lykke!

Med venlig hilsen

Christian Graugaard

Speciallæge i sexologi og kønssygdomme

Sidst opdateret: 10.03.2007




Annonce