OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Mine spørgsmål er, om det gør ondt af få opereret en hammertå, og hvor lang tid man skal gå sygemeldt bagefter? Kommer man til at gå normalt igen, og skal man have specielt syet fodtøj?
Med venlig hilsen en spørger
Kære spørger
Det gør lidt ondt at få lagt lokalbedøvelsen, men efter et par minutter bliver tåen smertefri. Man kan dog godt have en fornemmelse af, at der "bliver gjort noget" ved tåen.
Man kan operere en hammertå på to måder, alt afhængig af hammertåens sværhedsgrad:
Nogle gange kan man nøjes med at skære en bøjesene over til tåen. Det er et lille indgreb, og man er ret hurtigt normalt gående igen.
Tåen bliver ofte holdt på plads med en lille metalstift, som fjernes igen efter 4-6 uger. Man kan godt operere en hammertå uden at sætte en metalstift i, men det er denne metode de fleste bruger. Man skal benytte en speciel behandlingssko, indtil metalstiften er fjernet. Stiften "stikker ud" for enden af tåen. Den fjernes let, og det gør ikke særlig ondt.
De første dage efter operationen skal foden holdes i ro og opad mest muligt. Man har også brug for lidt smertestillende (håndkøbs) medicin.
I nogle måneder efter operationen kan tåen godt være hævet og måske øm, og det kan anbefales at benytte rummeligt fodtøj. Det led, der er blevet opereret, forbliver stift efter operationen.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
speciallæge i ortopædkirurgi
Sidst opdateret: 26.03.2012