OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Min bror og jeg lider af hæmorider. For min brors vedkommende kommer det til udtryk ved, at han bløder, og i dag kunne han fjerne et stykke væv fra sin endetarm. Mine gener er der hver gang, jeg er på toilettet, og det forsvinder dagen efter, så det drejer sig om at "time" sine toiletbesøg.
Vi har undersøgt mulighederne for at blive helbredt og fundet frem til at mulighederne er "klassisk" eller "stapler" metoden. Klassisk medoden er vi ikke tilhængere af, og kendskabet til bivirkninger er ikke til at opstøve nogen steder, måske fordi den er forholdsvis ny? Kan I komme med informationer og vejledning til valg af disse operationer. Alt vil hjælpe.
Med venlig hilsen en spørger
Kære spørger
Hæmorider kommer fra græsk, og betyder egentlig blod, der flyder, og det er jo, hvad mange mennesker oplever i forbindelse med afføring, samtidig med, at der kan være smerter. Hvis der også er noget af tarmslimhinden, der hænger uden for anus, eller kommer ud ved pressen, vil der være behov for en operation. Her er der to typer at vælge imellem. Ved det klassiske indgreb fjernes hæmoriderne udvendig og indvendig, og der efterlades 3-4 åbne sår, der vil hele op over de næste 3-5 uger.
Stapler-metoden har nu været anvendt i en række år, men kun relativt få steder her i landet. Med denne teknik genskaber man på det nærmeste de normale forhold ved anus, samtidg med, at blodkarrene afbrydes. Der efterlades således ikke nogle åbne sår (medmindre der er "udvendige dimser", der også skal fjernes af hygiejniske grunde).
Med venlig hilsen
Dennis Raahave
Speciallæge i mave- og tarmsygdomme.
Sidst opdateret: 20.04.2007