Mit barns knoglealder er et år bagud, er det normalt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har en søn på 2½ år, som siden fødslen har haft problemer med lav vækst. Han har nu fået foretaget en røgten undersøglse med henblik på knoglealder. Denne viste en knoglealder på ca. 1½ år mod hans egentlige alder på 2½ år. Jeg er nu blevet informeret om, at dette er helt normalt, og at hvis han havde væksthomonmangel ville knoglealderen være nomal. Dette kan jeg ikke helt forstå, da der blandt andet her på denne hjemmeside står, at ved væksthomonmangel vil den såkaldte knoglealder være bagud i forhold til barnets alder.

Han vejer nu 11 kg og er 82 cm lang. Han har vha. en MR scanning fået konstateret at hans hypofyse ligger i den laveste ende af normal området. Tre brodprøver for vækstfaktor er blevet taget og den ene blodprøve viste vækstfaktor under normalen og de to andre blodprøver viste vækstfaktor i den laveste ende af normal området. Jeg kan ikke forstå, at de siger hans knoglealder er normal, når han er et helt år tilbage. Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig med dette, jeg føler mig meget forvirret, og ved ikke hvem jeg skal tro på.

Med venlig hilsen C

Svar

Kære C

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret med alle de mange forskellige oplysninger. Jeg vil prøve at forklare dig sammenhængene. Knoglealderen dvs. vækstlinjerne i hånden viser, hvordan ens vækstmønster er. Man bruger en tabel med røntgen billeder og sammenligner vækstliniernes udseende i de forskellige aldersgrupper med tabellen. Denne tabel er fra Amerika og danske børn er 4-6 måneder tilbage i forhold til de amerikanske børn, men det forklarer ikke, at din søns knoglealder er ca. 1 år tilbage i forhold til hans alder.

Det er ganske rigtigt, som du har læst dig til, at vækstlinierne er tilbage i forhold til alderen ved væksthormonmangel, og der betyder 1 år meget, når barnet kun er 2½ år. Sagt med andre ord: en næsten halvering af konglealderen er meget. Så på basis af dine oplysninger, vil jeg foreslå, at han bliver nærmere undersøgt for bl.a. væksthormonmangel, men også for andre sygdomme, som kan give lav vækst f.eks. fordøjelsessygdomme og andre hormonsygdomme. De blodprøver, han har fået taget tyder også på, at hans vækst er påvirket, og det kræver nærmere undersøgelse.

Med venlig hilsen

Birgit Peitersen

Speciallæge i børnesygdomme

Sidst opdateret: 15.04.2007