OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan min mand blive fertil igen efter at have været steriliseret?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min kæreste er steriliseret. Hvor stor er chancen for at få børn, hvis han bliver opereret igen?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Ved en sterilisering fjernes et lille stykke af hver sædleder og enderne lukkes med tråd (såkaldt "underbinding"). Det vides ikke præcist, hvad der så sker i testiklerne, når sædceller nu forbliver ophobede i den såkaldte bitestikel. I testiklen sker dannelsen af sædceller i lange rør, som der er mange af. Alle disse rør munder ud i bitestiklen, som er et vedhæng på bagsiden af testiklen. Inde i bitestiklen samles alle disse rør til ét rør, som er sædlederen, der begynder ved den nederste pol af testiklen, hvor bitestiklen ophører.

Efter sterilisering véd man, at bitestiklerne bliver udspilede de første uger. Hos nogle mænd giver dette smerter, og det opfattes ofte af de praktiserende læger som en betændelse i bitestiklen. Muligvis opfatter kroppen det også som en betændelse, og man formoder, at kroppen nedbryder og fjerner sædcellerne, som om det var bakterier. Man kan også måle, at manden danner antistoffer mod sine egne sædceller som et udtryk for, at hans krop nedbryder sædcellerne. Efterhånden bliver dannelsen af sædceller nedsat og formodes at ophøre helt.

Når en mand ønsker at genvinde sin frugtbarhed (fertilitet) efter en sterilisering, er det rent kirurgisk et ret simpelt indgreb at sy sædlederne sammen igen. Man kan bare ikke love noget om resultatet på forhånd. Rent teoretisk må man forvente, at des længere tid, der er gået fra steriliseringen, des ældre manden er blevet, og des mere sæddannelsen er gået i stå i testiklerne, des mindre er chancen for, at han genvinder sin fertilitet.

Der findes ingen sikre oplysninger om, hvor store chancerne er, og litteraturen er ret varierende. Hvis jeg skal vove et rimeligt skøn, bliver det: Der er cirka 90 procents chance for, at din kæreste efter en refertilisering vil have mange og levende sædceller i sit ejakulat (den væske, der sprøjtes ud ved orgasme). Der er cirka 50 procents chance for, at du kan blive gravid inden for 1 år, og det betyder videre, at der er cirka 35-40 procents chance for, at I får et barn med hjem (en del graviditeter ender jo i spontan abort). Så jeg synes da bestemt, at I skal tage chancen, og at din kæreste skal lade sig operere. Held og lykke.

Med venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

speciallæge i urologi

Sidst opdateret: 04.10.2009