OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Min datter på 7½ år har gennem den sidste måneds tid fået nogle pludselige, meget kraftige svedeture, der varer 1½ - 2 timer. I starten med flere dages mellemrum men senere hyppigere, sidste gang to gange på én dag. Det er altid, når hun sidder og slapper af, ofte om formiddagen. Så begynder hun at svede kraftigt så tøj og puder bliver helt gennemblødt.
Hun har ikke feber, og bagefter er hun helt frisk. Så længe det står på, kan hun godt være lidt sløv. Hun siger også, at hun får hovedpine og ondt i benene (knæleddet), mens det står på. Vi har talt med vores læge, der ikke umiddelbart har en forklaring. Men helt normalt er det vel ikke? Har du et bud på, hvad det kan være?
Med venlig hilsen en spørger
Kære spørger
Nej, det er ikke normalt for et barn på 7 år at få så kraftige svedeture, som du beskriver. Der kan være flere forskellige årsager til dette fænomen f.eks. hormonelle forandringer/sygdomme og belastning af hjertet (du skriver, at hun har en mislyd ved hjertet), infektionssygdomme for blot at nævne nogel af de vigtigste.
Så jeg vil råde dig til at få hende undersøgt på en børneafdeling eller af en børnespecialist. Der vil blive taget nogle blodprøver og evt. også andre undersøgelser afhængigt af din datters samlede situation, som jeg jo ikke kender. Håber du kan bruge noget af dette
Med venlig hilsen
Birgit Peitersen
Speciallæge i børnesygdomme
Sidst opdateret: 22.05.2007