OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Afføringstrang under løbeturen. Hvad kan hjælpe?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er begyndt og løbe sammen med min nabo 3 gange om ugen. Problemet er bare, at min nabos mave går helt bananas under løbeturen, som er 5-6 km. Hun skal simpelthen på toilettet og lave stort hver gang! Jeg ved, at det er et stort problem for hende og vil derfor gerne hjælpe. Det skal lige nævnes, at hun går på wc og laver stort inden hver løbetur og alligevel skal hun igen så kort tid efter. Håber der findes en mirakelkur, så vi kan komme ud og løbe langt.

Med venlig hilsen løberne

Svar

Kære løbere

Motion er absolut nødvendigt for det moderne menneske, men det er selvfølgelig meget generende hver gang at skulle træde af, for at forrette sin nødtørft. (Jeg husker således også en golfspiller, der allerede måtte gå fra og ind i skoven efter at være begyndt at svinge køllen på de første huller, og det syntes han var aldeles pinligt).

Når det sker, er det fordi tyktarmen indeholder for meget afføring. Kraftige fysiske anstrengelser (løb, golfsving) vil sætte peristaltikken dvs. tarmbevægelserne igang og resultere i en ny afføring, selv om der har været en for kort tid siden. Det handler altså om en form for forstoppelse, selv om der er daglige afføringer. Vi kalder det en skjult forstoppelse. Hvis man søger lidt dybere, vil der ofte samtidig være tendens til oppustehed og udspiling, og lidt ondt i maven. Det er også denne tilstand med skjult forstoppelse, der ligger bag ved de fleste tilfælde af irritabel tyktarm.

Hvordan kan man så komme det til livs? Det bedste er at "nulstille" tyktarmen dvs. rense den tom for afføring. Det kan gøres ved at anvende Movicol, der kan købes på apoteket, og tage 3 breve om dagen, 2 dage i træk. Herefter skal man tjekke sin kost, efterleve de 7 kostråd, drikke rigeligt ikke mindst efter løb, hvor piger altid drikker meget mindre end drenge. Tørst er noget mange piger og kvinder ikke føler særlig meget, så derfor må man disciplinere sig til at drikke regelmæssigt. De virksomme råd er nærmere beskrevet i artiklen her på Netdoktor om Sund mave. Det vil sjældent være nødvendigt at give medicin.

Motion i form af kredsløbs- og styrketræning, er således helt nødvendigt for det moderne menneske. Tænk bare på, hvor langt væk vi i vores dagligdag har fjernet os fra urmennesket, der jo fik rigelig med motion, og vores krop er stadig skabt til dette formål. Ligeledes til at indtage mange grove spiser (den nye kostpyramide), rodfrugter, grønsager og frugt, der indeholder mange kostfibre, og lidt kød, fisk og fjerkræ.

Løb er sundt og faktisk er der mange mennesker, der har kunnet løbe sig fra mange mave-tarm-gener, netop fordi denne form for motion er meget stimulerende for den naturlige tarmfunktion. Det vil I opdage, når I har fulgt ovennævnte plan. God tur.

Med venlig hilsen

Dennis Raahave

Speciallæge i mave- og tarmsygdomme

Sidst opdateret: 28.06.2007