Kan mit hårtab skyldes psykisk stress og kan jeg stoppe det?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har efter en stor personlig krise, som jeg vel ikke er 100% ude af endnu, hvor min hustru forlod mig, begyndt at se tegn på, at jeg taber håret. I de sidste par måneder har jeg lagt mærke til, hvor tyndt mit hår er blevet.

Jeg er begyndt at tage Silica og vitaminpiller, da jeg må erkende, at jeg ikke har spist særlig varieret endsige spist særlig meget overhovedet. Jeg har tabt mig ca. 10 kg. Kan hårtabet være mentalt påvirket, og hvad kan jeg gøre for at stoppe det? PS. Hun forlod mig for ca. 10 måneder siden.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Du har spurgt om et hårtab kan være mentalt påvirket. Det skal dertil siges, at det er velkendt, at et diffust hårtab af den karakter, som du beskriver, ikke sjældent optræder efter psykisk stress, efter akut ængstelse og depressioner. Det gælder for både mænd og kvinder.

Hårtabet er et såkaldt telogent hårtab, hvor der fremkommer ret udtalt hårskift på én gang med overgang til hårenes hvilefase. I denne fase svinder hårets basis ind, og til slut afløses håret i forbindelse med dannelse af et nyt hår. Tilsvarende kan optræde efter infektioner og for kvinders vedkommende i forbindelse med graviditet.

Det har næppe skadet dig at tage Silica og vitaminpiller, det skal dog bemærkes, at overdosering med A-vitamin kan give hårtab. Jeg håber, at du er ved at komme ud af din krise og vil råde dig til ganske roligt at vente på, at dine nye hår kommer tilbage. Det tager lidt tid, men kommer helt af sig selv.

Med venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 30.11.-0001