OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad sker der ved brud på penis og hvilke eftervirkninger kan forekomme?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har en kæreste, der lige er blevet opereret for brud på penisskaftet. For tre uger siden fik han et spark i skridtet under en fodbldkamp. Han tog på urologisk afdeling og fik at vide, at alt var okay.

Cirka 10 dage efter havde vi samleje, hvilket resulterede i kraftig blødning fra penis. Han har siden onaneret, uden at det har gjort ondt eller der er kommet blod. Vi havde så atter samleje to gange, hvor den sidste gang resulterede i, at den øverste del af penisskaftet hævede på størrelse med en appelsin og blev mørk violet. Vi tog på sygehuset, og han blev indlagt med brud på penis.

Findes der et forum med mænd med lignende erfaringer? Jeg har en masse spørgsmål om eftervirkninger, genoptagelse af samleje, eventuel mindsket følsomhed i penis og potensproblemer.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Fraktur - et brud - opfattes normalt kun som noget, der rammer knogler. En fraktur af penis kan imidlertid forekomme og kendes på alle urologiske (urinvejskirurgiske) afdelinger, men er dog en relativ sjælden ting.

Penis er hos mennesket opbygget af 2 svulmelegemer (som et dobbeltløbet gevær!) og nedenunder dem ligger urinrøret, som er omgivet af en slags svulmelegeme. Til en rejsning (erektion) af penis hører, at svulmelegemerne bliver tykkere og længere og især helt hårde. Det erigerede lem kan føles lige så hårdt som knogle. (Hos nogle dyr f.eks. hunde, er der faktisk også en knogle, som bidrager til at gøre penis helt hård.)

En fraktur opstår, når den erigerede penis bøjes for pludseligt. Der sker en overrivning af svulmelegemernes kapsel. Læsionen sker langt oftest ved et samleje, hvor penis rammer imod kvindens skamben eller mellemkød. I lærebøgerne angives det, at dette oftest kan ske, når kvinden ligger/sidder oven på manden. I visse lande i Mellemøsten angives det, at fraktur langt oftest er en følge af, at manden selv vil have rejsningen til at forsvinde ved at bøje penis.

En fraktur forekommer derimod meget sjældent, når penis er slap, så det er usædvanligt, at din ven skulle have pådraget sig læsionen ved et spark i skridtet. Et spark mod penis kan derimod oftere medføre en læsion af urinrøret, som kan medføre blødning fra urinrøret. Yderligere kan man ved et spark også risikere læsion af en åre i penis, som dog så vil medføre blåfarvning og hævelse af penis næsten med det samme.

Når penis er "brækket", kan den ikke blive stiv. Derfor er det vigtigt, når der er sket en overrivning af svulmelegemernes kapsel, at denne sys sammen igen ved en operation. Som du beskriver din vens tilfælde, kunne det lyde, som om der er opstået en blødning under samlejet. Det kan i en sådan situation være svært at afgøre, om det er et brud eller blot en blødning. Det vil så være naturligt at operere, men blodudtrædning kan gøre det svært at skelne detaljer, så man ender med at kalde det for en fraktur.

Ved enhver operation kan der ske skade på en følenerve, så det er en risiko for, at manden mister lidt følsomhed på penis. Evnen til at opnå rejsning kan selvfølgelig også være nedsat, men erfaringen er, at de fleste vil opnå normal rejsning, når først smerterne efter operationen har fortaget sig. Da få kirurger opnår stor erfaring i behandling af disse skader, er der ikke sikre oplysninger i litteraturen om følgerne af et brud på penis.

På enhver urologisk afdeling har man dog stor erfaring i at operere på penis for medfødte og erhvervede skævheder. Ved disse operationer syr man også i svulmelegemernes kapsel, og erfaringerne fra disse operationer er, at næsten alle får en lige så god (eller dårlig) rejsning som før operationen.

Du efterlyser et emne/forum om brud på penis, men det bliver svært. Sådanne læsioner er vel lidt tabubelagte, så de fleste mænd, der har haft skaden, vil næppe stå frem. Som sagt får den enkelte kirurg heller ikke stor erfaring med disse skader. Efter mere end 30 år i faget har jeg vel selv kun set 5-7 sådanne skader. Jeg håber din ven bliver helt rask.

Med venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologi

Sidst opdateret: 13.08.2007