Brevkasse

Spørgsmål   Mave og tarm

Spørgsmål: Anbefales særlige kosttilskud ved laktose intolerans? Hvad behandles irritabel tyktarm (skjult forstoppelse) med?

Kære Netdoktor

Jeg har for et par år tilbage fået konstateret laktose intolerans, som kan forklare mange år med dårlig mave og værre og værre blødende hæmorider. I dag er jeg meget opmærksom på at undgå laktose, og når jeg ikke kan undgå laktose holdig mad, så spiser jeg "laktrase" til maden, (hvor tyktarmen dog alligevel bliver irriteret og blødende dagen efter). Også hårde oste og smør reagerer min tarm på, selvom mange med laktose intolerans siger, at de kan spise disse ting.

Anbefales særlige kosttilskud til mennesker med laktose intolerans? Jeg spiser både spiser Omnimin og Calcium tilskud med D-vitamin. Jeg har følt mig ekstrem træt i et par år. Jeg har en meget irritabel tyktarm, der bliver generet af juice, sodavand, lime, citron - i det hele taget af for meget frugt, som jeg ellers gerne ville spise meget af. Hvad kan hjælpe på min irritable tyktarm?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger

Størstedelen af jordens befolkning har faktisk laktose- eller på dansk mælkesukker-intolerans dvs. de mangler det enzym i tyndtarmens slimhinde, der skal spalte laktosen til sukkerstoffer, der kan optages i blodet til ernæring. Laktosen fortsætter så i stedet for videre til tyktarmen, hvor noget vil blive forgæret af tarmbakterierne, samtidig med at der udvikles luft (oppustethed). Laktosen binder imidlertid også vandet fra tarmindholdet, hvorfor selve afføringen bliver tyndere og hyppigere.

Imidlertid kan man jo komme til at fejle flere ting samtidig, og jeg tror ikke alle dine symptomer skyldes laktose-intolerans alene. Hvis der er uorden i afføringen, mavesmerter, oppustethed og hæmorider, så skyldes det snarere din irritable tyktarm. Nye undersøgelser har her vist, at der ofte foreligger en såkaldt skjult forstoppelse, uanset hvor mange afføringer, der måtte være i løbet af dagen. Denne mere eller mindre permanente tilstand med en tyktarm, der altid indeholder "for meget" afføring medfører også træthed, uoplagthed og hovedpine eller lidt småfeber.

Du skriver ikke noget om, hvorfor du indtager ekstra calcium og D-vitamin, udover den daglige vitamin- og mineral-pille. Der er ikke umiddelbar behov for særlige kosttilskud ved laktose-intolerans. De fleste af dine gener stammer utvivlsomt fra en dårligt fungerende tyktarm.

Da der jo forekommer blødning, og man ikke kan være helt sikker på, at den ikke også kan stamme et andet sted fra i tarmen, bør der foretages en såkaldt kikkert-undersøgelse (koloskopi), som vil afsløre, om der er synlige forandringer, ligesom man kan tage vævsprøver; samtidig med at der skal tages stilling til, hvorledes hæmoriderne skal behandles. Denne undersøgelse kan imidlertid ikke stå alene, idet man også bør undersøge, hvorledes tyktarmen fungerer, idet en af de væsentlige opgaver jo er at transportere afføringen videre, og denne funktion er desværre lidende i den vestlige verden. Det kan man nu gøre ret præcist med en samtidig bestemmelse af både passagetid og afførings-lokalisation.

Herefter vil man kunne behandle tilstanden med irritabel tyktarm (skjult forstoppelse) efter et nyt princip, bestående af vejledning af en klinisk diætist, fiber-tilskud, specifik motion, og ikke mindst særligt peristaltik-fremmende medicin i en kortere eller længere periode. Dette vil medføre normaliseret afføring og færre eller næsten ingen mave-klager. Dette vil kræve en mave-tarm specialist med både medicinsk og kirurgisk indsigt.

Med venlig hilsen

Dennis Raahave

Speciallæge i mave-tarm sygdomme


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvad kan årsagen til langvarig diarre hos mit barn være?

2027-02-20 | 00:00

Endetarmen vil ikke tømme sig - af sig selv

2026-02-20 | 00:00

Jeg er for tynd, og kan ikke tage på i vægt. Kan jeg få medicin til at sænke mit stofskifte?

2026-02-20 | 00:00

Er vitaminpiller til mit barn skadelige?

2026-02-20 | 00:00

Blødning fra endetarmen?

2024-10-30 | 19:12

Kvalme efter løb

2024-09-30 | 21:36

Mavekatar

2024-10-9 | 13:55

Fistel og badning

2024-09-13 | 09:18

Hvad gør morgenkaffen ved min mave?

2023-05-18 | 20:22

Skal jeg vælge den "klassiske" metode eller "Stapler" metdoden til behandling af mine hæmorider?

2023-04-20 | 00:00

Synkebesvær og smerter efter operation for spiserørsbrok

2023-03-20 | 00:00

Tarmsygdom med betændelser i kroppen

2023-01-20 | 00:00

Hvorfor er min mave oppustet og larmende?

2022-09-26 | 09:26

Skjult forstoppelse

2022-05-18 | 11:17

Er det farligt at sluge en fingerring?

2022-04-20 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.