OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Anfald af akutte mavesmerter

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har nu for fjerde gang været indlag med samme lidelse, siden 2006. Hver gang har jeg pludselig fået meget ondt i maven (lige bag navlen) , så jeg hverken har kunnet holde ud at, ligge, sidde, eller stå oprejst. Smerterne bliver værre efter ca en halv times tid, hvor jeg alle gange har været på vej til hospitalet, og på ca samme tidspunkt melder kvalmen sig og jeg kaster op mere end en gang. Jeg vender og drejer mig af smerter, kan slet ikke finde ro, jeg kan ikke tænke på andet end hvor ondt det gør, og det eneste der virker er nemlig stikpillen. Når pillen begynder at virke, kan jeg endelig slappe af, og har ikke rigtig ondt, men er lidt øm stadig.

Dagen efter får jeg ondt igen (dog ikke på samme måde). Det gør mest ondt når jeg skal op af sengen, tilbage i sengen, og når jeg skal gå,sidde (specielt ved hosten, nysen). Smerterne bevæger sig mod højre side af navlen og det er nu der det gør mest ondt og det bliver der i 2-3 dage hvorefter det langsomt forsvinder.

Beskrivelse af behandling af min lidelse: 1. dag fastede jeg og i hele perioden fik jeg taget blodprøver 3 gange, og 3 urinprøver og så selvfølgelig bliver min temperatur taget et par gange. Jeg får ikke taget nogle undersøgelser overhovedet, selvom lægen til at starte med troede det var blindtarmsbetændelse,og selvom han siger jeg har bakterier i mit blod. Det eneste jeg får af vide af lægen er at det nok er hævde kirtler i maven. Men det eneste jeg kan læse mig til er bugspytkirtlen, og hvad jeg forstår får man ondt i venstre side, hvis det er tilfældet. Bør der ikke tages undersøgelser efter sådan en lidelse og når man har bakterier i sit blod? Og kan det tyde på en blindtarmsbetændelse? Mit sidste spørgsmål er om en blindtarmsbetændelse kan lægge sig til ro i halve eller hele år, for derefter og blusse op igen? Det eneste jeg får af vide af lægen er at det nok er hævde kirtler i maven.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Anfaldsvise mavesmerter, der sætter pludselig ind, bør altid føre til nærmere undersøgelser, især når man som du har oplevet det flere gange. Du beskriver samtidig smerterne som det vi kalder turevise dvs. de kommer i bølger med forskellig styrke og du bliver dårlig med kvalme og opkastninger. I dagene efter anfaldet er der tydeligvis noget, der gør ondt, når du bevæger dig. Mavesmerter af den type får man sædvanligvis ikke uden at der er en årsag, men til gengæld kan det være ret vanskeligt at finde frem til, hvad årsagen kan være. Den læge, der står med en patient med et anfald af smerter som du beskriver, kan jo stille en række spørgsmål f.eks. om mad eller drikke, der kunne have udløst anfaldet, om afførings-forstyrrelser, vandladningsgener, menstruations-forhold etc. Dernæst vil den objektive undersøgelse, hvor man føler på maven efter ansamlinger eller ømheder, stetoskoperer for tarmlyde etc. kunne bringe en frem mod en eller flere diagnostiske muligheder. Til vurdering af en akut patient hører desuden en lang række blodprøver samt i mange tilfælde en ultralydsundersøgelse af maven (bughulen) eller et røntgenbillede som en gennemlysning. Blodprøver ville have afsløret, om det kunne have været en betændelse i bugspytkirtlen, idet der vil være et særlgt enzym, der da er forhøjet (amylase). Blindtarmsbetændelse (appendicitis) er en akut sygdom, ikke en der kommer og går med mellemrum. '

Det lyder jo alligevel mest, som om det er i højre side, at du får dine smerter, og det er karakteristisk for turevise smerter, at de ofte vil stamme fra et hulorgan, hvor passagen for en tid bliver forhindret. I højre side kan de således være udløst fra galde-blære og galde-veje eller fra urinveje, ofte fordi små sten kan sætte sig i klemme. Smerterne kan også stamme fra en tarm, der slynger sig forkert eller fra udspilet tarm, der indeholder for meget afføring, såkaldte funktions-forstyrrelser, der vil være det mest sandsynlige i din unge alder. Det kan afsløres ved en særlig undersøgelse af passagetiden igennem tarmen, der foregår ved, at man synker en kapsel med små markører (ufarligt) og derefter får foretaget et røntgenbillede 48 og 96 timer senere. Det kan ikke udelukkes, at der supplerende også bør foretages en kikkertundersøgelse, men det må afhænge af udfaldet af de andre undersøgelser. Mit råd må derfor være, at du får sat disse undersøgelser igang, så man kan finde frem til årsagen til dine smerte-anfald. Tag eventuelt brevet med til din læge.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Speciallæge i kirurgi og mave-tarm-sygdomme

Sidst opdateret: 07.04.2008