Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Betydningen af rygning i relation til Crohn

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg lider af chrons sygdom- kronisk tarmbetændelse. Jeg slog sygdommen op her på siden bare for at se hvad I skrev om den. Ca midt på siden står: Det er meget vigtigt at holde op med at ryge. I skriver ikke nogen forklaring på om det er mere farligt at ryge når man har chron, og evt hvorfor? Alle ved jo det er usundt at ryge men betyder det noget for min sygdom?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Sygdommen har jo navn efter Burrill B. Crohn, den amerikanske mave-tarm-specialist, der videnskabeligt beskrev denne særlige form for tarmbetændelse, som Netdoktor også har en artikel om.

Der findes en række undersøgelser, der har beskæftiget sig med betydningen af rygning i relation til Crohns sygdom f.eks. i amerikanske stater, hvor der samtidig både er mange rygere og mange mennesker med tarmbetændelser. Det har her vist sig, at patienter med Crohns sygdom allerede før fødslen var mere udsat for røg (moderen) end kontrol-personer. I barneårene havde Crohn-patienterne været udsat for passiv rygning (forældre), og begyndte at ryge regelmæssigt allerede fra 10-15 års alderen. Når sygdommen så er konstateret, anbefales det at holde op med at ryge. Det har nemlig vist sig i andre undersøgelser, at der herved er større risiko for at udvikle strikturer (forsnævringer på tarmen), måske som et led i en aragtig opheling af betændelses-processerne. Dette kan føre til, at det bliver nødvendigt at operere, for at sikre tarmpassagen. Så et godt råd må jo være at ophøre med at ryge. Modsat synes det at være en god ide med motion. Foreløbige studier har således vist, at symptomer kan mindskes og livskvalitet øges ved fysisk aktivitet.

Venlig hilsen

Dennis Raahave, dr.med.

Speciallæge i mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 07.04.2008




Annonce