OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad er årsagen til mine galdstenssmerter?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er blevet opereret for galdesten (fjernet galdeblæren) uden komplikationer i juni 2004. Siden da har jeg haft 8-9 galdestensanfald. Jeg har sidst haft anfald i oktober og december sidste år. Anfaldet i oktober varede ca. 3 timer men smerterne var så kraftige, at jeg tilsidst næsten ikke kunne trække vejret. Anfaldet i december varede det meste af natten (7-8 timer) men smerterne var ikke så kraftige som sidst men tilgengæld havde jeg feber og hver gang et anfald var ved at være over så startede et nyt op. Jeg kan ikke tage smertestillende under anfaldene fordi jeg har kvalme og kaster op hvis jeg spiser eller drikker noget under anfaldene. Hvorfor får jeg galdestensanfald når galdeblæren er fjernet og kan jeg gøre noget for at undgå det? Og hvad kan jeg gøre under anfaldene for at forkorte dem? Jeg spiser meget fedtfattigt - nærmest fedtfrit og jeg har en fornemmelse af, at anfaldene muligvis kan hænge sammen med de få gange hvor jeg spiser et måltid mad med noget fedt - fx kød, der er stegt i olie. Kan min teori være rigtig? Og vil det bedste så være at jeg helt og holdent holder mig fra mad/måltider med nogen form for fedt i?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Galdesten forekommer hyppigt i vestlige befolkninger, mest hos kvinder. Der er utvivlsomt et arveligt moment, men i de senere år er man blevet opmærksom på, at en langsom tarmfunktion synes at være en medvirkende årsag. Dette forklarer, hvorfor galdesten også kan ses hos normalvægtige, ja hos ganske tynde personer. Galdesten dannes i galdeblæren (under leveren) og kan enten være rene cholesterolsten eller de såkaldte blandings-sten, hvor der også forekommer mineraler. Galden produceres i leveren, ca. 500-1.000 ml i døgnet, og kun en mindre del opbevares i galdeblæren.Vi har især brug for galde til vores fordøjelse af fedt, og et fedtrigt måltid kan derfor udløse en sammentrækning i galdeblæren. Hvis denne indeholder en, flere eller mange sten, kan de komme i klemme i det smalle stykke mellem galdeblæren og den dybe galdegang, der fører galden ned til tolvfingertarmen. Det vil udløse et galdestensanfald dvs. ofte turevise smerter lokaliseret under højre ribbensrand.

Nu er din galdeblære (og sten) jo imidlertid blevet fjernet, så hvad kan så være årsagen til nye smerteanfald af lignende karakter? Tendensen til at danne sten fra galden ophører ikke altid dvs. der kan dannes nye sten i den dybe galdegang (eller der kan hele tiden have været små sten, som måske ikke har givet symptomer). Oftest vil de kraftige smerter føles dybt i midten (solar plexus), og der kan være måske blot kortvarig lys (lerfarvet) afføring og en mørkere urin. Hvis det består i længere tid, vil man få gulsot. Det har også vist sig, at en ret stor del af dem, der er opereret for galdesten, ikke umiddelbart har glæde af operationen, idet de fortsat har anfald af mavesmerter. Som anført hører langsom tarmfunktion og galdesten sammen og smerterne vil da i de fleste tilfælde skyldes en funktionsforstyrrelse af tyktarmen, som irritabel tyktarm eller skjult forstoppelse, eller ren forstoppelse, der alle kan medføre kramper; men ofte vil der da samtidig være nogle forstyrrelser i afførings-funktionen. I din aktuelle situation bør der i første omgang foretages en ultralydsundersøgelse, tages de relevante blodprøver, der knytter sig til lever/galdeveje/bugspytkirtel, eventuelt suppleret med en særlig (MR) skanning af de dybe galdeveje. Hvis ikke dette bringer en diagnose for dagen, bør man undersøge tyktarmens funktion nærmere (både passagetid (kolon transit) og kikkert-undersøgelse). Fedrige måltider (og æg, løg og røgede spiser) kan altså både udløse smerter fra galdesten og tyktarm, så undgå det.

Venlig hilsen

Dennis Raahave, dr.med.

Speciallæge, mave-tarm-sygdomme

Sidst opdateret: 07.04.2008