Annonce

Kan strækmærkenerne fjrnes med laser?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en dreng på 18 år som fik konstateret en sjælden reumatologisk sygdom kaldet "Bechet syndrom". Under den behandling jeg har været igennem og stadig er igennem nu, har jeg pga. Prednisolonen(formentlig) fået mange tydelige store strækmærker både på mave, lysken, armene, benene og brystet, de er meget generende både psykisk og fysisk.

Jeg spurgte min læge, som jeg går til kontrol ved i Odense på den reumatologiske afdeling, om der var noget man kunne gøre for at forbedre det bare lidt. Jeg fik at vide at det ikke var muligt, men så så jeg i fjernsynet et program hvor der var nogle der fik laser behandling for strækmærkerne og jeg har læst om det før.

Mit spørgsmål er så om det er muligt? Og hvilken effekt er det og hvordan hjælper det? Derudover vil jeg gerne spørge om de præparater jeg spiser har nogle indflydelse hvis man skal have lavet en tatovering? Jeg ved at binyrebarkhormon har effekt i huden, og gider ikke havde lavet en hvis det hele bare bliver til arvæv. Ved man noget om dette emne?

Mvh en Spørger

Svar

Kære Spørger

Det ser ud til, at du er på vej ud af prednisolon og i stedet skal klare dig med methotrexat for din Behcet, hvilket vil stille dig bedre med hensyn til eventuel vækst af dine strækmærker (Striae). Det vil dog ikke få strækmærkerne til at forsvinde. Det er imidlertid rigtigt, at der er muligheder for at mindske strækmærker med laser. Chancerne er bedst, når de ikke har varet for længe. Det anbefales at behandlingen foretages af en hudlæge, der er velkendt med teknikken og som har det rigtige udstyr. Eksempelvis kan anvendes pulseret farvestof laser. Populært vil effekten kunne forklares ved, at kar sprængningerne lukkes og at vævet trækker sig sammen.

Med hensyn til tatovering er der ikke nogen større risiko med hensyn til den medicin, som du har fået. Man kan derimod ikke se bort fra, at der er lidt større risiko til få at betændelse i forbindelse med selve indgrebet, så længe du får prednisolon. Hertil kommer det mere generelle problem, som rammer alle som siden fortryder, og vil have tatoveringen fjernet. Her kan det føre til ardannelse.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 08.03.2025




Annonce