Annonce

Jeg har nok blod i urinen, hvad er det og hvad skal man gøre?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Mit problem er at når jeg urinerer finder jeg blod i urinen og lige før jeg næsten er færdig bliver blodet tykkere og til sidst eller imens kommer der en slimet klat ud (minder om sæd). Jeg har en formodning om at dette kan være pga min kæreste og jeg i en periode på ca 5-6 dage ikke havde samleje og da det vi så endelig havde følte jeg en stor irritation umiddeltbart efter. Når jeg ser tilbage på det nu så føltes det lidt som at jeg ikke fik en hel udløsning men altså noget af sæden blev indeholdt. I lørdags tog jeg på ferie med mine forældre og igår søndag fik jeg udløsning igen. Jeg lagde desværre ikke mærke til om der kom noget ud da dette skete i badet men når jeg tænker tilbage på hvad der er sket, så lyder det som om der er noget der har været blokeret. Som sagt er jeg nu på ferie i USA, og jeg kunne meget godt tænke mig hvad I mener at dette kan være og om I synes jeg skal tage til en læge med det samme. Jeg føler desuden at jeg skal på toillettet hver halve time men min blaere er tom.

Venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Efter din beskrivelse lyder det, som om du har haft blod ved sædafgang. Ganske vist har du ikke set blod i sæden, men du beskriver det, som om urinen var farvet straks efter, du havde haft udløsning. Hvis jeg var sikker på, at det kun drejede sig om blod i sæden, ville jeg sige, at du skulle tage det helt afslappet, når du kun er 27 år gammel.

I 1970'erne undersøgte vi alle mænd med blod i sæden, som om de havde haft blod i urinen. I 1980'erne skiftede man helt indstilling, og sådanne mænd blev slet ikke undersøgt. I løbet af 1990'erne er holdningen igen skiftet, og nu vil vi overveje hos mænd over 40-45 år, om blod i sæden kunne være et symptom på en tidlig kræft i prostata. Sådan behøver man imidlertid slet ikke tænke eller undersøge for, når du kun er 27 år.

Imidlertid efterlader din historie en lille tvivl. Har du faktisk haft blod i urinen? I så fald bør man ordentligvis lade udføre en røntgenundersøgelse af dine nyrer og en kikkertundersøgelse af din urinblære. Det er ganske vist virkelig sjældent, at vi finder en polyp i urinblæren eller i urinvejene hos en så ung mand som dig, men helt umuligt er det ikke. Derfor bør undersøgelserne udføres. Jeg ville aldrig have foreslået en "akut" undersøgelse, mens du var i USA, så hvad det angår, mener jeg ikke, der er forsømt noget. Jeg formoder, at du nu er hjemme igen, så nu bør du tale med din læge. For en ordens skyld skal jeg nævne, at man kan få blod i urinen i forbindelse med en blærebetændelse, men du beskriver slet ikke symptomer på blærebetændelse, så jeg ville ikke forlade mig på en sådan mulighed. Igen undskyld at du ikke fik et hurtigt svar. Jeg håber, du kan bruge dette til noget.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologiske sygdomme

Sidst opdateret: 09.06.2008




Annonce