OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad er psoriasisgigt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Hvad er psoriasisgigt? Hvordan kan man behandle dette?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Du spørger om, hvad psoriasisgigt er, og om hvordan man kan behandle det. Man taler om psoriasisgigt, når man finder leddegigt hos en psoriasispatient, der ikke har reumafaktor i blodet. Reumafaktor er et æggehvidestof, der findes hos patienter med kronisk leddegigt, der har den lægelige betegnelse reumatoid artritis. Oftest kommer hudsygdommen først, men gigtsymptomerne kan også optræde samtidig med eller længe før hudsymptomerne, hvilket kan gøre det vanskeligt at stille diagnosen i den sidste gruppe.

I mange år regnede man med, at psoriasisgigt fremkom hos cirka 5-7 procent af alle psoriasispatienter. I dag mener man, at risikoen er omkring 20 procent. Det er kendt, at en række arveanlæg spiller en rolle på forekomsten af psoriasis, og når disse anlæg, som man kalder vævstyper, falder sammen med visse andre arveanlæg, øges risikoen for at få psoriasisgigt. De forskellige vævstyper er knyttet sammen med forskellige former for psoriasisgigt. Særligt kendt er det, at vævstypen HLA-B27 hører sammen med den gigtform, der særligt rammer hvirvelsøjlens led. Ligesom der findes forskellige psoriasisformer med forskellig arvelig baggrund, har vi det samme ved psoriasisgigt.

De forskelligartede typer (man taler om fem hovedtyper) har eksempelvis den allerede nævnte form, der rammer hvirvelsøjlens led. En anden, heldigvis sjælden form er præget af svære led-ødelæggelser, hvor knogler i fingre og tæer gradvis ødelægges. Hos nogle ser man symmetrisk ledsygdom, som ligner kronisk leddegigt. Hos andre finder man svær neglepsoriasis, hvor gigten næsten udelukkende rammer yderled på fingre og tæer, og for den sidste gruppes vedkommende rammer man i flæng enkelte eller en række led uden symmetrisk fordeling.

En række undersøgelser kan hjælpe med at stille den rigtige diagnose. Udover laboratorieundersøgelser skal nævnes røntgenfotografering og brug af såkaldt knogle- og ledscintigrafi, hvor indsprøjtning af svagt radioaktivt materiale kan vise frem, hvor der er aktivitet i led, og i visse tilfælde kan diagnosen stilles ved hjælp af MR-scanning.

Patienter med få gener og små forandringer kan ofte klare sig med lette smertestillende midler. Hos andre med mere udbredt sygdom er der de mange gigtmidler, de såkaldte nonsteroide antinflammatoriske midler (NSAID). Ved optræk til sværere former er det vigtigt ikke at lade stå til, men at søge en mere aktiv behandling. Det første valg er almindeligvis Metotrexat, der har en fortræffelig virkning på både hud- og ledsymptomer. Laboratoriekontrol af blodbillede og levertal er nødvendig. Der skal være tilbageholdenhed med at drikke alkohol, og personer i den fertile alder skal beskytte sig med prævention under behandling og indtil 3 måneder efter behandlingens ophør. Et andet middel er Sandimmun, der kræver tilsvarende Laboratoriekontrol. Her især af nyrefunktionen. Samtidigt kræves kontrol af blodtryk, da dette kan stige. Andre midler foreligger, men benyttes noget sjældnere; for alles vedkommende må kræves kontrol af speciallæge. Inden for de senere år er kommet biologiske midler, hvor flertallet har en storartet effekt på såvel hud- som gigtsygdommen. Behandlingen foregår med indsprøjtning. Generelt kræves, at de ældre midler har været forsøgt først og enten har vist utilstrækkelig effekt eller har medført uacceptable bivirkninger. Også patienter, der modtager behandling med biologiske lægemidler, skal følges nøje af speciallæge eller på sygehus (på ambulatorium).

Med venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 15.02.2010