OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg er nyopereret for mavesår i tolvfingetarmen for 4 uger siden. Der er ikke taget nogen prøver på om det er Helicobacter Pylori og derfor ingen behandling givet. Nu har jeg læst at for over 95% der har været ude for det overnævnte er det kommet af helicobacter pylori. Der vil gå et stykke tid før der ligger et resultat på om jeg har bakterien og nu er jeg bange for det kan komme igen inden svar på prøven. Mavesåret kom meget hurtigt sidste gang og inden for samme dag smerterne startede. Spørgsmål: Er det forsvarligt at bare gå og vente? Er Pantoloc nok til at jeg ikke kan få et nyt mavesår så længe jeg tager disse? Er de forskellige prøver for om jeg har bakterien sikre også hvis bakterien ikke er i udbrud? Hvor tidlig efter operation kan sår opstå igen? Ville det ikke have været bedst at give mig en behandling for bakterien for en sikkerheds skyld? Jeg er begyndt at få lidt ondt i maven igen men i modsatte side, jeg har spurt læge samt hospital vedr. disse spørgsmål, men de er ikke sikre på overnævnte spørgsmål og kan ikke rigtig give mig svar.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Kære spørger
Det er ofte almindelig praksis på kirurgiske afdelinger, at patienten umiddelbart efter en operation for et sår på tolvfingertarmen, blødende eller perforeret, sættes i behandling med antibiotika og en syrepumpe-hæmmer (f.eks. Pantoloc) for at udrydde H. pylori (erradikation) fra slimhinden. Det har nemlig vist sig, at ved sår i tolvfingertarmen er 95% positive for H. pylori, og da det lyder som om du har haft sår flere gange, drejer det sig derfor om at forebygge nye sår i fremtiden. Man behøver således ikke tage en prøve eller vente på svaret, men straks gå i gang med den forebyggende behandling. Når denne kur er gennemført regelret, skulle der ikke være nogen grund til at anvende nogen medicin mere. Magnyl kan dog være en grund til fortsat at behandle med Pantoloc, da acetylsalicylsyre (magnyl) virker irriterende på slimhinden i mavesæk og tolvfingertarm. Om de nye smerter har forbindelse med operationen, er her ikke umiddelbart til at afgøre. Det lyder, som om du er opereret akut, og sådanne operationer har en større risiko for gener bagefter, både svarende til såret og dybere i bughulen. Hvis det fortsætter, må man selvfølgelig forsøge at finde en årsagen.
Venlig hilsen
Dennis Raahave, dr.med.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 17.06.2008