Kan mine bylder på brystkassen være cystisk acne?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en ung mand på 21 der nu i ja 4-5 år har lidt af meget store bylder på bryskassen som er betændte de vil sige at være 3-4 cm i diameter og kommer og går hele tiden, de er meget ømme og kan nogle gange være ulidelig hvis folk bare som det mindste rører ved dem, har tidligere lidt af acne men det forsvandt for 4 år siden også men denne betændelse tilstand på min brystkasse vil ikke forsvinde, har prøvet en antibiotikum kur fra hudlægen over 6 mdr som ikke gav noget resultat. Er der noget jeg kan gøre ved dette, da det påvirker min dagligdag i det negative retning?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Optræden af store bylder, der har stået på i 4-5 år på brystkassen hos en ung mand, kan dårligt være andet end den acne form, der betegnes cystisk acne eller profund acne. Det stemmer fuldt ud med størelsen af bylderne, med ømheden og smerterne, med betændelsen og med forholdet af at bylderne kommer og går. Det skal tilføjes, at når betændelse falder til ro følger ardannelser.

Det ”cystiske” henviser til bylderne og det ”profunde” til at de går i dybden. En antibiotika kur er desværre ikke altid en tilstrækkelig behandling. Den bedste behandling er med brugen af præparatet isotretinoin i 4 til 6 måneder. Hos kvinder skal man være klar over, at behandlingen kræver effektiv graviditetsforebyggelse under hele forløbet og i mindst 4 uger efter ophør. Patienter må påregne tørhed af slimhinder og specielt megen tørhed af læberne så længe behandlingen varer. Behandlingen er en specialistopgave og speciallægen skal gøre patienten opmærksom på alle bivirkninger. Gevinsten ved behandlingen er, at flertallet (75%) kan få vedvarende effekt. Optræder denne ikke kan behandlingen gentages.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 09.06.2008