OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Min søn på 6 år er ca.122 cm høj og vejer ca. 25 kg. Han har 4 gange inden for en måned haft noget rysten på hænderne, hvor han går lidt i panik og vil have noget at drikke med det samme eller spise. Han siger, at han bliver varm om hovedet, når han begynder at ryste. Han ryster ca. 3-15 min og kun på hænderne. Vi kan ikke rigtig lægge et mønster for anfaldene, da det er på helt forskellige tidspunker og nogle gange, hvor han har sovet godt og spist godt. Hvad kan det værre?
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Tak for dit spørgsmål. Din søns højde og vægt er normal for alderen. Hans symptomer tyder mest på, at han har tendens til lidt lavt blodsukker. Børns blodsukker er mere svingende end voksnes og ved hurtige fald (selvom selve værdien ikke er særlig lav), kan man få de symptomer, du beskriver. Det ses især ved kraftig aktivitet f.eks leg samtidig med, at man måske har spist relativt meget af "hurtige" kulhydrater dvs. sukkerholdig mad, saft, sød frugt bortset fra bananer o.lign og kan ses på alle tider af dagen.
Sørg for, at han får proteinholdig mad sammen med den sukkerholdige, f.eks brød med pålæg, mælk og mælkeprodukter, ost, bananer o.lign. men ikke sukker alene. Hvis det ikke hjælper, eller symptomerne bliver hyppigere eller værre, er det nødvendigt med nærmere undersøgelser, idet årsagerne kan være mange. Du skal også være opmærksom på, om han drikker og tisser meget, og hvis han gør det, skal han undersøges hurtigt for sukkersyge hos jeres læge eller på en børneafdeling.
Med venlig hilsen
Birgit Peitersen
Speciallææge i pædiatri
Sidst opdateret: 21.08.2008