Hvordan behandler man rosacea?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har noget inflammatorisk i mit ansigt med rødme, ømhed og hævelse af kinder men næse og hage er også ramt. Har haft det i flere år men har holdt det nede med locoid. Jeg begyndte at tage solarium og så gik det galt. Smurte med locoid men det havde ikke nogen effekt længere. Har været hos flere læger, og har også prøvet flere ting men ligeså snart jeg ikke havde nogen effekt af det, så fik jeg bare at vide at det er noget psysisk.

Er på nuværende tidspunkt på azathoprin, men der sker ikke rigtig noget. Så derfor tænkte jeg at jeg ville prøve og høre om I evt kunde komme frem til noget som måske kunde få det til at falde til ro. Skal lige siges at jeg går til behandling på roskilde sygehus og lægen mener at jeg har rosacea. Men har gået med det så længe og har meget svært ved at leve et normalt liv, da det sidder i mit ansigt. Håber I kan hjælpe, da jeg savner at ha et udendørs liv og bare ligne mig selv og ikke mindst at ikke ha ondt i kinderne mere.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Du meddeler at din læge på sygehuset mener, at du har hudsygdommen, der hedder rosacea. Beskrivelsen, som du fortæller om, er ”som inflammatorisk i dit ansigt med rødme, ømhed og hævelser af kinder, men også ramt af næse og hage”, hvilket passer godt. Det samme gælder, at sygdommen har varet hos dig i flere år. Den er langvarig og rammer frem for alt midaldrende og findes noget hyppigere hos kvinder end mænd. Du fortæller, at du ofte har fået at vide, at det bare er noget psykisk, hvilket er fejlagtigt. Derimod er rosacea ofte en psykisk belastning for patienten. Ud over det, som du allerede har beskrevet, synes jeg også, at vi skal nævne, at der ofte forekommer små karsprængninger og tendens til små pustler.

Rosacea kræver en lang behandling; men må ikke opgives. Der kan altid gøres noget. Behandling med azathioprin er imidlertid ikke en almindelig behandling af rosacea. Til svær rosacea anvendes isotretinoin, som også benyttes ved svær acne, men i lavere doser. Under behandlingen og 4 uger efter må fertile kvinder overholde sikker antikonception. Ved de knapt så svære tilfælde benyttes tabletter af antibiotiske midler i form af tetracyklin eller erythromycin i langtidsbehandling eller metronidazol tabletter. Sidstnævnte kræver at undgå alkohol. Til de lettere tilfælde kan metronidazol anvendes i creme (rosex). Overdreven alkoholindtagelse bør undgås og det samme gælder massiv soludsættelse. Fede salver og kosmetik bør også nedsættes. Endelig er det vigtigt at ophøre med hormoncremer, hvis disse har været benyttet. Senere i forløbet kan karsprængninger fjernes med laserbehandling.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 11.08.2008