Annonce

Jeg har konstante smerter i højre side af maven, hvad er det?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har haft mavekramper de sidste 14 dage. Mavekramperne starter i højre side, og det er i højre side af maven, jeg går med smerter hele tiden. Den første uge havde jeg diarre og kunne intet holde i mig. De sidste par dage har jeg haft opkastninger men ingen diarre. Jeg var ved egen læge i mandags, han trykkede på min mave og sagde, at intet var i vejen, jeg lå der på briksen og sagde av og tårene trillede ned af kinderne. Men jeg tog hjem og tog 2 panodil og fik lidt søvn. Smerterne blev værre og værre og blev nødt til og kontakte en vagtlæge. Han lyttede til min mave og sagde, at det ikke var min blindtarm, men kunne være en af de andre tarme, og gjorde da ikke mere ved det. Han spurgte til min menstruation, og den var uregelmæssig sidst, og jeg havde kun pletblødninger. Sidste menstruation er omkring 3 uger siden.

Han fortalte mig, at det måske kunne være noget med livmoderen, men tjekkede det ikke. Han gav mig en indsprøjtning i hoften, som skulle tage mine smerter. Jeg tog hjem igen, og kunne ikke sove pga. smerter i højre side af maven. Jeg er lige begyndt på en uddannelse, som jeg er rigtig glad for, og tog selvfølgelig i skole tirsdag morgen, for jeg fejlede åbenbart ingenting. Men den første time, kunne jeg godt mærke, der er noget her, som ikke er, som det skal være. Kramperne begyndte igen, og smerten var ubeskrivelig, har aldrig haft så ondt før. Kontaktede egen læge, og denne gang var min mor med; det kan ikke passe, at jeg har sådan en smerte hele tiden, uden, der er noget i vejen.

Lægen lavede en gynækologisk undersøgelse, men kunne ikke se, at der var noget i vejen, men da han havde hånden oppe i min højre side af livmoderen var jeg i smerte, og tårene trillede igen. Han tog en blodprøve, men inflektionstallet var kun på 23. Han ville indlægge mig til observation, og det kom som et chok for mig, og vi blev enige om, jeg lige skulle have lov til at tænke over det. Gik derover igen lige over middag og sagde, at jeg havde besluttet mig for at lade mig indlægge til observation, men nu nægtede han det pga., han ikke vidste, hvad for en afdeling, han skulle sende mig på. Og han blev mere og mere gal, og det gjorde jeg også, jeg er i smerter, og nu aner han ikke, hvad han vil. Jeg har stadig konstante smerter og aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Det er svært at gøre sig klog på, hvad mavekramper kommer af, når man ikke personligt kan undersøge det, men i og med at du beskriver det som mavekramper, lyder det som om det er stærke smerter, der kommer turevist. Sådanne smerter kan skyldes cyste på æggestokken, graviditet uden for livmoderen, blærebetændelse, blindtarmsbetændelse eller forstoppelse.

  1. Det er forhåbentlig udelukket, at du er gravid? Det menstruationsmønster giver god grund til at interessere sig for, om du er tidligt gravid. Hvad bruger du for ikke at blive gravid?
  2. Cyster på æggestokken kan give turevise smerter i maven, fordi de kan fanges af tarmenes bevægelse og dreje sig om deres stilk. Når de så drejer tilbage ophører smerten.
  3. Klamydiainfektion kan give smerter og pletblødning – det skal du undersøges for.
  4. Du har forhåbentlig fået undersøgt og udelukket, at du ikke har blærebetændelse?
  5. Blindtarmsbetændelse kan også give smerter, som du beskriver, specielt i højre side af underlivet. Der er oftest feber, kvalme, appetitløshed og forhøjede infektionstal (højere end 23, som er lidt forhøjet – normalt skal det ikke være over 5).
  6. Endelig kan du have et lille brok i højre lyske – det skal du også undersøges for. Efter mit bedste skøn skal du starte med at blive undersøgt på en kirurgisk afdeling. Hvis man der ikke finder noget galt i tarmene - inklusive brok, vil du blive henvist til gynækolog.

Med venlig hilsen

Charlotte Wilken-Jensen

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 10.08.2015




Annonce