OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan forholder man sig til faste i forbindelse med VKH Syndrom?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har fået konstaret VKH syndrom, som er et sjældent autoimmun syndrom, der primært angriber øjnene. For dette er jeg i behandling med prednisolon 35mg. Jeg skal til at påbegynde en længerevarende faste på 30 dage, hvor jeg ikke må indtage mad eller drikke fra daggry til solnedgang. Fra solnedgang til daggry må jeg indtage mad og drikke som normalt. Jeg har gennemgået fasten mange gange før, men aldrig under et sygdomsforløb. Mine normale bivirkninger af fasten er let hovedpine og træthed om eftermiddagen. Normalt har jeg også følt mig sund og rask under fasten og har ingen problemer haft hermed. Jeg forventer at tage prednisolon med et måltid ved daggry og naturligvis med en masse væske. Endvidere vil jeg naturligvis sørge for at spise varieret og indtage væske i perioden mellem solnedgang til daggry. I denne sammenhæng skal jeg spørge, hvorvidt I anser fasten for særligt uhensigtmæssigt i forhold til min behandling. Det vil sige, om fasten kan forværre virkningen af prednisolon, skade behandlingen, besværliggøre behandlingen eller andet? Herunder, om der måtte være en større risiko for infektion pga. fasten? Såfremt der ikke anses at være særlige problemer med at faste samtidig med behenadling af prednisolon, skal jeg spørge, om der er særlige ernæringsmæssige råd, der kan anbefales i denne sammenhæng? Særlige produktgrupper, jeg bør indtage eller undgå. Herunder særlige drikkevarer, sukkerindtag mv.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

På spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til faste i forbindelse med VKH Syndrom, der også hedder Vogt-Koyanagi-Harada syndrom, vil jeg generelt anføre, at perioden fra daggry til solnedgang på den aktuelle situation i Danmark næppe vil give dig større problemer. Jeg går udfra, at vi taler om Ramadan. En lidt større træthed kan jeg ikke udelukke; men når du tager prednisolon om morgenen tillige med måltid som nævnt, og rigelig med væske, er du nok dækket ind. Der vil ikke være nogen større risiko for infektion på grund af fasten. Du er jo vel vidende om, at sygdommen udover det primære angreb på øjnene også rammer andre organer. Disse vil jeg ikke komme nærmere ind på, da de er meget forskellige fra patient til patient. Blandt andet indgår ofte hudproblemer. Feberperioden hører mest hjemme i det tidlige forløb. Såfremt, du ikke har sukkersyge, kan det være udmærket med lidt øget sukkerindtag. Indkøb af proteintilskud vil være i orden. Afdelingen, som du har kontakt med, kan nok også hjælpe dig.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 16.09.2008