OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Vores søn på 2 ½ har en hævelse under huden ved penishovedet. Det ligner en "vabel" som starter på den ene side, løbende hen under penishovedet, for så at slutte på den anden side. Man kan vel sige at problemet sidder på penis' front. Det ligner ikke penishovedets "krave", men har samme placering. Når vi vasker vores søn, kan "vablen" smutte lidt ud af placeringen, men glider hurtigt tilbage. Andre gange er "vablen" større i højre side end i venstre og omvendt. Vores søn har ingen smerter, når vi vasker ham. Egen læge mener ikke, at det er noget særligt, blot at det er et forstørret penishoved. Men vi undrer os over svaret, da vi ikke synes, at selve penishovedet er forstørret men kun "vablen" under penishovedet.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Det er svært ud fra jeres oplysninger og "pr. brev" at sige præcist, hvad det er for en "vabel", jeres søn har. Det er en situation, hvor jeg oplagt helst undersøgte ham selv. Men lad mig prøve med et par forslag: Hvis hans forhud ikke kan trækkes tilbage, vil jeg tro, at der ligger noget størknet sekret - det såkaldte "smegma" - under forhuden. Det ville passe med, at det kan flyttes. Det vil være uden større betydning, men kan i så fald først fjernes, når hans forhud kan trækkes tilbage, så det kan vaskes væk.
I samme åndedrag skal jeg minde om, at det er naturligt hos en 2½ -årig, at forhuden ikke kan trækkes tilbage. Hvis forhuden kan trækkes tilbage og "vablen" dermed sidder i selve forhuden, kan det være en lille slimblære - en såkaldt cyste. Det er lidt sjældent, men absolut set før. Oftest forsvinder en sådan cyste af sig selv, men ellers kan den fjernes ved et lille operativt indgreb. Igen er der ikke fare på færde, så man kan roligt se det an, indtil jeres søn bliver lidt ældre. Umiddelbart er jeg enig i, at det næppe er et forstørret penishoved, men som skrevet indledningsvist, bliver det jo gætteri fra min side, når jeg ikke selv har set det. Så hvis I har brug for en sikker forklaring, bør jeres søn ses af en urolog, dvs. jeres læge må henvise jer til en sådan. Hos en 2½ - årig er jeg ikke bekymret. "Farlige" knuder på penis ses først hos mænd af en vis alder og langt oftest kun hos ældre mænd.
Venlig hilsen
Poul Frimodt-Møller
Speciallæge i urologiske sygdomme
Sidst opdateret: 30.09.2008