Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Vores lille datter bliver højfebril gang på gang, hvorfor?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Vi er snart ved at være desperate. Vores lille datter bliver højfebril gang på gang, uden nogen væsentlig årsag. Kan vågne uden feber og så på tre timer være på 39.5-40 grader, uden at være "syg"! Det lader til at være lidt "årtidsbestemt", da vi sidste efterår og forår havde problemer med de samme symptomer. Blev indlagt et par gange sidste år og en gang i foråret, sidst pga 1. gangs feberkrampe. Man fandt ved sidste blodprøve et forhøjet infektionstal, som vedblev højt efter en penicillinkur - dog lidt lavere. Hun rettede sig dog pænt over sommeren og har ikke været febril sommeren igennem. Overhovedet ikke.

Status er så nu, at hun igen bliver febril - faktisk i et ret fast mønster med 8-10 dages mellemrum og i ca. 3 døgn. Har i sit korte liv døjet en del med maven i form af hård afføring og jævnlige, meget ildelugtende afføring (nærmest syreagtig lugt), men klager ikke over mavesmerter. Er ellers en meget glad og socialt anlagt pige, som vejer og måler det hun skal. Ingen tegn, overhovedet, på dårlig trivsel. Blev tilset af egen læge i sidste uge pga. feber og lød fin på lunger (har hostet lidt de sidste dage), ører var fine og halsen normal. Jeg hælder noget til, at hun har maveproblemer, som er blevet overset, og som gør, at hun render rundt med kronisk forhøjet infektionstal. Hvad der ellers kan være galt med hende, ved jeg ikke - hvad mener I?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Det lyder mest, som om din datter har gentagne virusinfektioner, og det er noget hun skal igennem, før hun får opbygget sit eget immunforsvar. Små børn har ingen modstandskraft over for infektioner, den får de først gennem de infektioner, de selv får. Og der er mange forskellige virustyper, de skal danne antistoffer imod, før de er rimeligt beskyttede mod infektioner. Så det er meget normalt, at små børn i de første 2-3 leveår og især om vinteren får mange infektioner med feber. De får også næsten altid maveproblemer med afføringsproblemer, ind imellem opkastninger og mavesmerter, når de får en infektion, uanset hvor denne infektion sidder, dvs de får også dårlig mave, når de har mellemørebetændelse, blærebetændelse, forkølelser osv.

Men jeg kan trøste dig med, at de mange infektioner og febertilfælde bliver meget mindre om ca 1 år, dvs til næste sommer. Børnene bliver smittede i vuggestuer, dagpleje eller hvor de iøvrigt er sammen med andre børn. Da din datter har haft feberkramper, skal I være opmærksomme på, at hun kan få dette igen, og derfor er det helt rigtigt, som I også gør, at tage hende til lægen, når hun får feber. Det er også vigtigt, at få konstateret, at det er en almindelig infektion, som hun selv skal bekæmpe og ikke en mere alvorlig sygdom, som skal behandles og som måske kan blive farlig for hende. For selvom de fleste infektioner, børn får, er ganske banale og ufarlige, kan de ligesom alle andre også få farlige infektioner og sygdomme, som kræver særlig og hurtig behandling.

Med venlig hilsen

Birgit Peitersen

Speciallæge i pædiatri

Sidst opdateret: 30.09.2008




Annonce