OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad indebærer det at have en formodet bicuspid aortaklap?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har fået konstateret, at jeg er født med to hjerteklapper, der er groet sammen, jeg kunne godt tænke mig at få mere at vide om den fejl, da jeg ikke fik ret meget at vide på sygehuset her den anden dag. Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvad det indebærer, og hvordan jeg skal forholde mig til det - er der mange, der har det, og er det farligt?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Jeg tillader mig at antage, at det handler om den klap, som sidder mellem hjertet og hovedpulsåren, aortaklappen. Aortaklappen består vanligvis af 3 klapper, men kan ved nogen bestå kun af 2 klapper, og man har så en såkaldt bicuspid aortaklap i modsætning til den tricuspide aortaklap med 3 klapper. Det er en medfødt misdannelse, som optræder hos omkring 1% af befolkningen. Man har tidligere ikke tillagt dette den helt store betydning men snarere betragtet det som en normal variant, som formentlig var betydningsløs, idet klappens funktion under normale omstændigheder er normal. I de senere år er man dog blevet mere opmærksom på, at der er en øget risiko for at udvikle klapsygdom, hvis man har en aortaklap, som kun består af 2 klapper.

Der er en række tilstande, som ses med øget hyppighed hos de med en bicuspid aortaklap; Aortastenose, forsnævring af aortaklappen på baggrund af forkalkning. Dette er en hyppig tilstand i den ældre del af befolkningen. Personer med bicuspid aortaklap udgør omtrent halvdelen af de med alvorlig aortastenose, trods det at kun 1% af befolkningen besidder denne variant.

Aortainsufficiens, utæthed i aortaklappen, optræder hos op til 5% af de med bicuspid aortaklap. Tilstanden øger risikoen for at udvikle infektion omkring hjerteklappen, endokardit. Aortadilatation, udvidelse af hovedpulsåren på det sted, hvor den afgår fra hjertet, ses hos en del patienter med bicuspid aortaklap. Det er en tilstand, der kan være fremadskridende til et punkt, hvor operation er nødvendigt.

Aortaklappen med kun 2 klapper er ofte et tilfældigt fund ved en undersøgelse, som enten foretages rutinemæssigt eller som led i anden sygdom. Så længe klappen er ”rask”, udgør den ikke noget problem for patienten, og man vil typisk følge udviklingen med hjertescanning med et par års mellemrum. I det øjeblik, hvor klappen ikke længere er ”rask”, vil man øge kontrollen, så man kan tage hånd om evt. problemer i tide. De ovenfor nævnte tilstande er i øvrigt nogen, hvor der ofte findes en god behandling. Som udgangspunkt skal du ikke forholde dig anderledes, end du hidtil har gjort, du skal leve dit liv, som du plejer. Dog skal du – som vi alle bør – leve hjerte-rigtigt, dvs. ingen rygning, regelmæssig motion og sund kost. Det vil mindske din risiko for tidlige komplikationer.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 14.10.2008