OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Da jeg var til min gynækologiske undersøgelse i forbindelse med min graviditet (i august), fandt min læge ud af, at jeg har kondylomer. Jeg blev meget paf, for det anede jeg slet ikke, jeg havde, men hun sagde at der var mange. Hun sagde, at der ikke kunde behandles, imens jeg er gravid, og ville høre ad på sygehuset, hvordan og hvorledes man skulle forholde sig. Da jeg kom hjem, blev jeg selvfølgelig nød til at undersøge, hvad det egentlig var for noget, da lægen gav meget sparsomme infomationer herom, og jeg blev lidt skræmt. Kan det skade min baby? Kan jeg føde normalt? Er der slet ikke noget, jeg kan gøre, for at reducere dem i løbet af graviditeten? Håber I kan hjælpe.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Der er ingen grund at til fortvivle over det med kondylomerne - eller kønsvorter, som de hedder på dansk. Kondylomer skyldes virus - vortevirus - der for nogle typers vedkommende med forkærlighed lokaliserer sig blandt andet omkring kønsorganerne hos både mænd og kvinder. Da virus overføres fra et menneske til et andet ved tæt kontakt som for eksempel samleje, siger man, at kondylomer hører til sexsygdommene. Og det kan nok få de fleste op at stå af forskrækkelse. Men tøv nu lidt. Kondylomer optræder så hyppigt blandt seksuelt aktive mennesker, at det snarere er reglen end undtagelsen, at der er kondylomvirus i huden, i skridtet og på slimhinderne. Hos kvinder i nogle tilfælde også op i skeden. Der er ingen grund til at bruge tid og tanker på, hvor længe du har haft kondylomer. Det kan være uger, måneder, halve og hele år. Men det er ret typisk, at netop en graviditet kan få den måske slumrende virus til at blusse op. Og så kommer de karakteristiske vorter frem i fuldt flor. Sådan er det åbenbart gået for dig. Det er klart, at du synes at det er irriterende og ubehageligt at tænke på. Men din læge har ret. Der er ikke noget at gøre ved det, så længe du er gravid. En trøst bør det være, at kondylomer ofte visner igen efter fødslen - og hvis det ikke sker, så kan de fjernes. Almindeligvis tager man ikke hensyn til kondylomer i forbindelse med fødslen - med mindre helt specielle forhold gør sig gældende, for eksempel at kondylomerne er så udbredte, at de spærrer i fødselsvejen. I så fald er kejsersnit en god udvej. Men du kan godt regne med, at der vil blive holdt øje med kondylomerne af kompetente personer undervejs. Og dit barn tar ikke skade.
Med venlig hilsn
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i kvindesygdomme
Sidst opdateret: 22.09.2008